En rose

En måned er gået siden jeg begyndte at arbejde på kaffebaren – og det er stadig godt. Miljøet er hyggeligt, og jeg har næsten set mere til mine venner det sidste stykke tid, fordi det er nærliggende lige at komme forbi til en kop kaffe. Men, et men skulle komme. For selv om arbejdet både giver mig lyst til at stå op om morgenen og fornyet energi når jeg cykler hjem, så er det ikke mit. Det er ikke mit sted. Jeg kan mærke at min entusiasme hurtigt daler. Jeg er træt af at arbejde for andre. Okay, det lød måske lidt snobbet. Men jeg vil hellere bruge min tid og energi på at arbejde for mine egne ideer. Og jeg bliver jo nød til at tro på at de er lidt bedre end alle andres, hvis jeg skal lykkedes. Desværre er der bare ikke nogen der betaler løn til at jeg sidder hjemme i stuen og brainstormer på livet løs – så for nu må arbejde for en anden og forhåbentlig inden alt for længe have økonomi til at starte mit eget. Men når det er sagt, så kunne jobbet ikke være mere relevant. Der er mange lighedspunkter til det jeg selv gerne vil lave – og så er det meget lettere at se indefra hvad der fungere og hvad der ikke gør.

FullSizeRender-3

Og lige nu er det mit job der tager meget af min tid og energi. Jeg går hurtigt i stå med projekt The green rose. Engagementet kommer i bølger. Det samme gør mit overskud. Lige pt har jeg for eksempel to telefonsvarebeskeder liggende fra mægleren angående det lokale jeg har været ude og se et par gange, men som jeg har besluttet ikke er det rette. Jeg har enormt svært ved at tage mig sammen til at ringe tilbage og sige tak, men nej tak. Projektet kører nogenlunde på samme måde som når jeg køber blomster. Jeg er enormt begejstret til at starte med, men så glemmer jeg og skifter vandet og til sidst smider jeg dem ud når de helt visne, og har stået en uge og vandet er mugnet, for så at købe nogle nye.

Okay, det var måske en lidt vild metafor på The green rose. Men meningen er der. Hver gang der sker noget nyt er jeg meget entusiatisk, men hvis jeg ikke holder projektet kørende, dør det hurtigt. Måske jeg skal til at skemalægge min tid noget mere, så jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned en time eller to om dagen og arbejde med The green rose. For det er nu det er alvor. Fra 1. september var jeg officielt et firma med cvr-nr. Allerede i går fik jeg første opkald fra Ekstra bladet erhverv, der gerne ville tale med chefen for The green rose. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, før jeg efterfølgende måtte prøve at forklare at stedet ikke rigtig eksistere endnu men at chefen er mig. Jeg skal nok øve mig i at lyde lidt mere professionel, når folk i fremtiden ringer og spørger efter chefen.

 

 

 

 

Et skridt nærmere

Nu er jeg for alvor gået i gang. De sidste dage har jeg brugt det meste af min tid her ved computeren. Jeg har bestilt cvr nr., og begyndt at lave en forretningsplan og et budget.

IMG_1879

Jeg er også gået i gang med den store lokalejagt, både på nettet og rundt i byen. Det er sin sag. Jeg tror at beliggenheden har en kæmpe betydning for cafeens succes. Men den rette beliggenhed har også sin pris – så det er en balancegang. Jeg vil gerne ind mod byen, jo tættere på søerne jo bedre. Indre nørrebro ville være perfekt.

Jeg er også begyndt at forhøre mig lidt blandt folk i branchen. På Island var jeg på besøg hos Te & Kaffi, som startede med en lille café i 1984 og i dag har 12 etablerede kaffehuse rundt i Reykjavik, samt et stort risteri. Her fik jeg en god snak med datteren af ejeren, som har været manager på flere af deres kaffehuse og stået for åbningen af deres største café. IMG_1730Jeg suger al den viden og hjælp til mig som jeg kan. Jeg har også været forbi mit lokale tehus og fået en snak omkring te og det at være selvstændig, og så sent som her til aften hentede jeg en sofa gratis hos en fyr, som selv har startet en café op for ét år siden og gerne ville dele sine erfaringer med mig.

Det er fedt at mærke hvordan tingene pludselig begynder at ske, jo mere man arbejder med det. Åbningen af cafeen bliver mere og mere en realitet i mit hoved, og jeg har besluttet at åbne når det rette lokale byder sig – forhåbentlig inden udgangen af 2017. Så nu knokler jeg på at lave forretningsplan, budget og få leveringsaftaler og lokale i hus.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne åbne The green rose.

Ananas i egen juice

Er det ikke lidt ananas i egen juice at blogge om sit eget liv?

FullSizeRender-10

Det tænkte jeg i hvert fald til at starte med. Jeg havde lidt svært ved at se hvorfor det skulle være interessant at sidde og læse om mig og mine ideer – lige indtil jeg tog mig selv i at sidde og læse på en blog skrevet af min kærestes gode veninde, som fornylig har åbnet sin egen café. Jeg tog mig selv i at blive inspireret af at læse om hendes tanker omkring det at være selvstændig og åbne sit eget sted. Det fik mig til at tænke at jeg kan gøre det samme – og måske til og med skabe noget opmærksomhed omkring min café inden den overhovedet er åbnet.

Så nu er den ude. Min ananas-i-egne-juice-blog, som jeg håber kan være med til at inspirere og om ikke et andet være lidt hyggelæsning, som forhåbentlig også kan give et smil på læben fra tid til anden.

 

 

Fra idé til café

 

Det her er min rejse – fra mine første tanker til åbningen af The Green Rose.

Det hele startede for en måned siden. Efter et år som salgsleder i Netto, blev det hele for meget. Jeg havde brug for at trække stikket og finde mig selv. Så det gjorde jeg. Jeg tvang mig selv til at lave ingenting. Det gik op for mig at jeg ofte glemmer mig selv. Så jeg besluttede kun at gøre det jeg havde lyst til – med andre ord bruge en hel uge på Netflix, strikke, tegne, sove og hænge ud med min bedste venindes baby. Det gav mig tid og ro til at mærke mig selv og føle hvad det er jeg brænder for. Jeg er æstetiker og ordensmenneske i min helt egen forstand. Tingene skal helst kører på min måde. Og da jeg en dag sad på café med min far slog det mig Jeg kan åbne min egen cafe. Hvor jeg bestemmer at kopperne skal stå farvesorteret. Hvor konceptet kan være efter mit hjerte og stedet kan emme af mig. Og inden længe havde jeg fyldt de første sider i min notesbog med menukort, farvetema, koncept og alverdens tanker og ideer.

Jeg elsker kaffe. Jeg har en kreativ hjerne, som arbejder på højtryk og et stort gå på mod. Og så har jeg en kæreste, venner og forældre, som bakker projektet op. Så nu mangler jeg bare en masse penge, et budget, en forretningsplan, et lokale med god beliggenhed, et barista- og hygiejnekursus, indkøbsaftaler … og sikkert meget mere. Men jeg er sikker på at min lille drøm vil lykkedes til sidst, og jeg glæder mig til at dele alle mine ideer og udfordringer der kommer på min vej ..

 

 

First blog post