Kaffe og kanelsnurrer

32260564_10155805508589620_5421552447694831616_n

Det første hjørne er rundet – eller, min café har været åben i 3 måneder. Det er i hvert fald en milepæl, der giver plads til eftertanke og til at gøre lidt status. Her mener jeg ikke noget med tal. Jeg har godt nok fået en masse penge tilbage i moms fra 1. kvartal, men det er jo egentlig ikke positivt. Min søde blomsterdamenabo siger, at man skal være glad for at betale moms, eller det siger hendes revisor i hvert fald. Og det kan der jo også være noget rigtig i;)

Hvis jeg kunne have givet mig selv et råd da jeg startede, så ville det være “hold ud de første 3 måneder, så bliver alt godt”. En uge inde i maj måned kan jeg med ro i sindet sige at det er lang sjovere nu, end de forgange måneder. Den første tid var et stort virvar, hvor man forsøger at få styr på det hele og samtidig overvinde sin konstante træthed. Hver uge var ny. Nye vare, nye priser, nye åbningstider, nye rutiner, nye kunder. Det tager tid at finde et godt leje. Men det føler jeg, at jeg har nu. Jeg har langt mere ro i maven og overskud – selvom jeg godt kan blive slået ud et kort sekund, af en enkelt sur kunde. Det er svært ikke at tage kritik personligt, når det er ens lille hjertebarn. Men heldigvis er der langt mellem de sure kunder, og i takt med at man får mere styr på tingene, får man også mere selvtillid – og troen på at det er godt det man har gang i.

Højdepunktet den forgangne måned er helt sikkert Politikens anmeldelse. De fyldte en hel side i, Ibyen sektionen med 4 stjerner, og overskriften “Te med både body og power”.

32372871_10155805510459620_598499797162262528_n

Når man nu har valgt at åben en tebar, kunne overskriften ikke være bedre:) Det er ikke fordi kunderne har stået i kø, men det har givet lidt ekstra, og vigtigst af alt, har det givet selvtillid og gå-på-mod. Og så bekræftede det mig i at det var et godt træk at åbne en tebar, frem for kaffebar, som Politiken så fint informerede mig om, at der findes 812 af i forvejen, men blot en håndfuld tebarer. Det er ikke fordi jeg sælges mest te, 80% af mit salg er kaffe – men jeg tror at det skaber noget opmærksomhed som jeg ellers ikke havde fået, og så er de få tedrikkere glade for at kunne få en god kop te:)

Jeg har en god ven, som har været selvstændig i nogle år. Da jeg engang spurgte ham, hvorfor han startede sit firma, var svaret “fordi jeg kan gøre det bedre end dem der findes i forvejen”. Og det har sat sig fast. Det handler ikke om at finde den dybe tallerken (selvom det sikkert også er en god vej til succes), men det handler om at tage noget der findes i forvejen og gøre det bedre. Du kan gå ind på stort set alle cafeer og få en kop te, men det er få steder hvor der er fokus på god kvalitet og korrekt vandtemperatur og trækketid.

32313256_10155807366194620_7363387946256302080_n

I forlængelse af at udvide den dybe tallerken, har jeg taget noget som i forvejen hitter, og lavet min egen lækre version. Kanelsnurrer er blevet mit nye salgshit. Hjemmebag er virkelig vejen frem – det er lækre, sælger bedre og billigere i indkøb. Det er et punkt, hvor jeg virkelig har lært meget siden jeg startede. At holde mine udgifter nede, for i sidste ende at tjener mere på mine produkter. Jeg ved godt det ikke lyder som den store overraskelse, men det tog mig alligvel lidt tid at finde ud af. Det er meget nyt at lære, når man går fra at være lønmodtager til at være selvstændig. Der har blandet andet åbnet sig en helt ny verden for mig, hvor man kan trække ting fra. I starten synes jeg det var en svær balance, hvor jeg gerne ville have samvittigheden med. Men i takt med de mange arbejdstimer, og ikke eksisterende løn til sig selv, forsvinder den dårlige samvittighed – og erstattes med en “det er jo også en form for løn”. Jeg har opdaget at det er en af de små goder, det gør det sjovt at være selvstændig.

32260475_10155807374689620_3212543118301724672_n

Så nu kører det. Som med så meget andet, bliver tingene sjovere, jo bedre man bliver til det. Første gang jeg stod på ski, smed jeg mine skistave efter min skilærer, midt på den blå pist, hvorefter jeg tog skiene af og gik ned i vrede. Nu elsker jeg at stå på ski, og farven på pisten har ingen betydning for hvordan jeg kommer ned. Selvtillid og anderkendelse går hånd i hånd med succes. Det er postiv spiral, hvor overskud og smil, skaber gode oplevelser for kunderne, som giver en mere overskud og gå-på-mod osv …

Det er en sjov process – og jeg glæder mig til at se hvor den fører mig hen:)

En gråvejrsdag

I dag er en grå regnfuld onsdag – og på alle måder en meget kontrastfyldt dag til i går.

29135071_10155687467414620_928664810_n

I samme takt som skyerne dækker den blå solskinshimmel, forsvinder både kunderne og det mentale overskud. Men så er der tid til fordybelse. Tid til at reflektere over den måned der er gået. Der er sket meget – men jeg synes jeg er landet på et godt sted

Jeg har ansat en som jeg måtte opsige igen, lavet om på indretningen tre gange, fået nye ting på menuen, ændret åbningstider, sat logo på vinduet, billeder på væggene og sikkert meget mere jeg allerede har glemt. Det er lige så fedt som det er hårdt at være selvstændig. Jeg elsker mig sted og den frihed det giver – selv at bestemme alt og have hjertet med i det hele. Men det er samtidig det der gør det hårdt. For alt bliver personligt. På de stille dage kæmper jeg stadig med troen på mig selv og mit projekt. Men det bliver bedre – og jeg føler efterhånden jeg er landet et sted der føles godt.

Og på dage som i dag minder jeg mig selv om de dage hvor solen skinner. For de dage er på alle måder bedre. Der er flere kunder, højere humør og mere overskud. Tænk at solen har så meget magt. Mon man kunne lave en kurve hvor mængden af D-vitamin og antallet af kunder fulgtes pænt ad?:) Jeg glæder mig i hvert fald til flere solrige dage. Men samtidig tror jeg at det positive ved at starte op i februar måned er, at jeg kun kan blive positivt overrasket over omsætningen fremadrettet.

29137977_10155687467349620_2146246611_n

I går begyndte jeg at cykle, istedet for at tage bus og bil. Mest for ikke at blive tyk af croissanter og hjemmebagteboller med smør – men også i håb om at den friske luft og motion vil give lidt mere energi. Jeg venter stadig spændt på at det sker.

Sidst men ikke mindst – månedens højdepunkt, som må være at jeg har været i avisen. Jeg var egentlig ikke særlig begejstret for artiklen, synes det var meget lokalbladsagtig – men hvor om alt er, så har det givet kunder.

Tålmodighed er en dyd – og hverken Rom eller en succesfuld café blev bygget på en dag. Så jeg væbner mig med gå-på mod og tålmodighed, og ser lyst på fremtiden 🙂

 

 

Fra idé til café part 2

For syv måneder siden, skrev jeg i mit første blogindlæg:

Jeg er æstetiker og ordensmenneske i min helt egen forstand. Tingene skal helst kører på min måde. Og da jeg en dag sad på café med min far slog det mig “Jeg kan åbne min egen cafe”. Hvor jeg bestemmer at kopperne skal stå farvesorteret. Hvor konceptet kan være efter mit hjerte og stedet kan emme af mig.

908A0275_preview

Nu sidder jeg her så. 7 måneder senere – i min egen café. Jeg tror ikke at den Maria der sad på Island med drink i hånden og legede blogger, havde nogen i idé om den rejse der ventede forude. Vejen fra idé til café, som mit første indlæg så fint hed, har uden tvivl været langt mere udfordrende end jeg havde drømt om. Jeg har virkelig lært meget det sidste halve år – både om mig selv og om en hel ny verden. En verden hvor det ikke altid betaler sig at tænke med hjertet – i bogstaveligste forstand. En verden hvor man er nød til at tro på sit eget projekt – og stå ved det man gør. Jeg har lært, at man ikke får opfyldt sin drøm ved kun at køre efter sit eget hoved. At det at række ud, bede om hjælp og være åben over for andres ideer, ikke betyder at man går på kompromis med sig selv – men at man tværtimod kommer i mål.

Rejsen er langt fra slut. The green Rose tebar udvikler sig hele tiden – og det gør jeg også. Heldigvis. Man kan ikke være god til alt – men jeg er heldigvis omgivet af mennesker, der er gode til alt det jeg ikke kan. Jeg har helt klart sværest ved det at skulle forhandle med leverandører. Men som en veninde, der selv har sin egen café, sagde når økonomien bliver presset, så skal du nok lære at være hård. For i sidste ende skulle jeg jo gerne komme til at leve af det her på et tidspunkt – og der hjælper mine blå øjne desværre ikke meget. 908A0293_preview

Det er lige så fedt som det er hårdt, at have sit eget sted. Min krop er stille og roligt ved at vende sig til de lange arbejdsdage – men min energi afhænger meget af dagens flow. Jeg elsker at være min egen herre i cafeén, men jeg skal samtidig vende mig til at alt afhænger af mig – og det har store konsekvenser hvis jeg har behov for at holde fri. Heldigvis har jeg fået en fantastisk mand, som kommer forbi hver dag når han selv har fri og hjælper med alt jeg har brug for – jeg har tænkt mange gange de sidste dage, hvordan single selvstændige overlever, uden muligheden for bare at komme hjem og falde om på sofaen, mens der er en anden der laver mad og vasker op.

908A0313_preview

Jeg elsker mit sted – det føles som den helt rigtige hylde jeg er landet på. Og så ser jeg meget mere til venner og bekendte, som er søde til at kigge forbi.

Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden vil bringe. Forhåbentlig en masse spændende mad og drikke baseret på te – kombineret med plus på kontoen:)

 

Den sidste uge

Om lidt går det løs. Altså for alvor – selvom de her dage nu også føles meget som alvor.  Mandag den 5. februar slår jeg officielt dørene op til The green Rose Tebar.

 

27394423_10155554162919620_1770308694_nDen sidste uge er der blevet malet og bygget bar – længe leve gode venner. Nu er der under en uge til det hele skal stå klar, og jeg forsøger ihærdigt at få styr på alle detaljer. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er hårdt! Forleden dag var jeg lige ved at græde, fordi jeg var så træt da jeg kom hjem. Kombinationen af at være på, fysisk, hele dagen, samtidig med at ens hjerne aldrig står stille, det er noget af en udfordring. Heldigvis har jeg en sød mand der minder mig om at slappe af en gang i mellem – og en omgangskreds der er behjælpelig med alt jeg har brug for. Men i sidste ende er det jo mig og mit projekt, og mit hoved der rummer det hele. Men som dagene skrider frem, og to-do listen og indkøbssedlen bliver mindre, så bliver hele projektet heldigvis også mere overskueligt.

Naboerne (pizzamanden og blomsterdamen) er sindsyg søde og hjælpsomme. Det gør også hele processen lidt sjovere. Og det er sjovt, det meste af tiden. Det er virkelig sjovt at have sit eget sted, som man kan indrette lige som man selv har lyst til og kun sælge de ting man godt kan lide og kan stå indenfor. Og Ryesgade på Østerbro er et perfekt sted. Det er et lille hyggeligt lokalsamfund, hvor beboerne jævnligt stikker hovedet ind og er spændte på The green Rose tebars åbning, og har gode input til hvad stedet skal rumme. Det er virkelig en gave, og gør udviklingen meget lettere, når stamkunderne fortæller hvad de vil have, inden stedet overhoved er åbnet.

26907766_1441012792691910_3123615901835363934_nI min inspirationssøgen på Pinterest faldt jeg over citatet What you imagine you create og det har virkelig sat sig fast i mit hoved. Jeg forestiller mig at The green Rose tebar bliver et lækkert, stilet, hyggeligt og populært sted – og det giver mig ro. Jeg er ret sikker på at mit sted bliver en succes, fordi jeg vil arbejde for at det bliver en succes og ikke give op før jeg er tilfreds. Jeg tror på at min lidt sære perfektionisme vil komme mig til gode og jeg er rimelig overbevist om at jeg kan gøre det godt, fordi jeg er mig og fordi det her er mit hjertebarn.

Og er der en ting jeg har lært i den lange process fra idé til virkelighed, så er det, at det vigtigste er at man selv tror på sin drøm!

Så nu går slutspurten ind – velvidende at der kun bliver endnu mere hårdt arbejde, når jeg først har åbnet. Der er stadig nogle ret essentielle ting der ikke er på plads, som fx at få min espressomaskine op at køre. Men det er vel lidt essensen af en slutspurt – at det hele først klapper i sidste sekund.

Jeg glæder mig helt vildt! Jeg kan mærke, at trods al nervøsiteten og usikkerheden, er det den helt rigtige beslutning at åbne mit eget sted. Det bliver det vildeste og det bedste!

 

Det er svært at sove med armene oppe over hovedet!

1.Juli 2017 spirede de første tanker om åbningen af The green Rose.
1. Februar2018 overtager jeg den sødeste lille kaffebar i Ryesgade, som skal forvandles til

The green Rose tebar 🙂

IMG_2514

Jeg har stadig svært ved at tro på det. I går, efter mit altafgørende bankmøde, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så er det godt jeg har en kæreste der tvang mig til at tage ud og fejre det – som det kan ses på billedet med et glas vin i hånden og et lidt nervøst smil – og en lyseblå skjorte (for at virke lidt business agtigt). Og netop på businessfronten har jeg lært virkelig meget den sidste måneds tid.

Da kaffebaren i Ryesgade kom op var jeg solgt. Og da det viste sigat de også var interesserede i at have mig gik det pludselig stærkt. Jeg fik kontaktet banken, lavet et etablerings- og driftsbudget, og en idé og konceptbeskrivelse – som jeg sendte afsted, med en besked alla “Hej, kan jeg låne penge til at åbne en økologisk tebar” :). Nej, var svaret. I et kort sekund så det hele sort ud. For hvad gør man så? Jo. Så alliere man sig med en der har lidt mere erfaring i businessverdenen, i mit tilfælde min onkel, og så prøver man igen. Det vil sige, lave en forretningsplan, som ikke bare er fine billeder og store tanker, men som også indeholder nogle tal. Og et driftsbudget, som dækker hele året, og ikke bare en enkelt måned. Det har været en lærerig process, hvor jeg blandt andet har lært hvad ord som omsætning, moms og likviditet betyder. Sikkert ord som er en del af første forelæsning på CBS, men på ingen måde på humaniora på KU.

Men heldigvis har jeg et godt bagland – og da jeg kontaktede banken anden gang med en gennemarbejdet forretningsplan og budget, kombineret med en lejlighed som er steget væsentligt i værdi siden jeg købte den i 2010 – og fællesøkonomi med ham den søde fyr der er flyttet ind i mellemtiden, så var tonen pludselig en anden. Og i går den 11.1, mødtes jeg så med banken, med min onkel ved min side, og fik lov til at låne penge til at realisere drømmen om The green Rose tebar.

Det er svært at sove, imens armene er på vej op over hovedet, skulle titlen måske hellere have været. Den sidste måned har tankerne kørt rundt og først i går, havde jeg ikke problemer med at falde i søvn. Og det håber jeg heller ikke jeg får fremover, med tanke på de arbejdstimer der ligger lige om hjørnet.

Lige nu føles det lidt som stilhed før stormen … Væggen i min stue er fyldt med lister, som jeg  gerne skulle kunne sække hak ved i løbet af de næste 14 dage.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne slå dørene op til The green Rose i starten af februar. Og til den tid er det forhåbentlig gået op for mig at drømmen er blevet til virkelig 🙂

En rose

En måned er gået siden jeg begyndte at arbejde på kaffebaren – og det er stadig godt. Miljøet er hyggeligt, og jeg har næsten set mere til mine venner det sidste stykke tid, fordi det er nærliggende lige at komme forbi til en kop kaffe. Men, et men skulle komme. For selv om arbejdet både giver mig lyst til at stå op om morgenen og fornyet energi når jeg cykler hjem, så er det ikke mit. Det er ikke mit sted. Jeg kan mærke at min entusiasme hurtigt daler. Jeg er træt af at arbejde for andre. Okay, det lød måske lidt snobbet. Men jeg vil hellere bruge min tid og energi på at arbejde for mine egne ideer. Og jeg bliver jo nød til at tro på at de er lidt bedre end alle andres, hvis jeg skal lykkedes. Desværre er der bare ikke nogen der betaler løn til at jeg sidder hjemme i stuen og brainstormer på livet løs – så for nu må arbejde for en anden og forhåbentlig inden alt for længe have økonomi til at starte mit eget. Men når det er sagt, så kunne jobbet ikke være mere relevant. Der er mange lighedspunkter til det jeg selv gerne vil lave – og så er det meget lettere at se indefra hvad der fungere og hvad der ikke gør.

FullSizeRender-3

Og lige nu er det mit job der tager meget af min tid og energi. Jeg går hurtigt i stå med projekt The green rose. Engagementet kommer i bølger. Det samme gør mit overskud. Lige pt har jeg for eksempel to telefonsvarebeskeder liggende fra mægleren angående det lokale jeg har været ude og se et par gange, men som jeg har besluttet ikke er det rette. Jeg har enormt svært ved at tage mig sammen til at ringe tilbage og sige tak, men nej tak. Projektet kører nogenlunde på samme måde som når jeg køber blomster. Jeg er enormt begejstret til at starte med, men så glemmer jeg og skifter vandet og til sidst smider jeg dem ud når de helt visne, og har stået en uge og vandet er mugnet, for så at købe nogle nye.

Okay, det var måske en lidt vild metafor på The green rose. Men meningen er der. Hver gang der sker noget nyt er jeg meget entusiatisk, men hvis jeg ikke holder projektet kørende, dør det hurtigt. Måske jeg skal til at skemalægge min tid noget mere, så jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned en time eller to om dagen og arbejde med The green rose. For det er nu det er alvor. Fra 1. september var jeg officielt et firma med cvr-nr. Allerede i går fik jeg første opkald fra Ekstra bladet erhverv, der gerne ville tale med chefen for The green rose. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, før jeg efterfølgende måtte prøve at forklare at stedet ikke rigtig eksistere endnu men at chefen er mig. Jeg skal nok øve mig i at lyde lidt mere professionel, når folk i fremtiden ringer og spørger efter chefen.

 

 

 

 

Et skridt nærmere

Nu er jeg for alvor gået i gang. De sidste dage har jeg brugt det meste af min tid her ved computeren. Jeg har bestilt cvr nr., og begyndt at lave en forretningsplan og et budget.

IMG_1879

Jeg er også gået i gang med den store lokalejagt, både på nettet og rundt i byen. Det er sin sag. Jeg tror at beliggenheden har en kæmpe betydning for cafeens succes. Men den rette beliggenhed har også sin pris – så det er en balancegang. Jeg vil gerne ind mod byen, jo tættere på søerne jo bedre. Indre nørrebro ville være perfekt.

Jeg er også begyndt at forhøre mig lidt blandt folk i branchen. På Island var jeg på besøg hos Te & Kaffi, som startede med en lille café i 1984 og i dag har 12 etablerede kaffehuse rundt i Reykjavik, samt et stort risteri. Her fik jeg en god snak med datteren af ejeren, som har været manager på flere af deres kaffehuse og stået for åbningen af deres største café. IMG_1730Jeg suger al den viden og hjælp til mig som jeg kan. Jeg har også været forbi mit lokale tehus og fået en snak omkring te og det at være selvstændig, og så sent som her til aften hentede jeg en sofa gratis hos en fyr, som selv har startet en café op for ét år siden og gerne ville dele sine erfaringer med mig.

Det er fedt at mærke hvordan tingene pludselig begynder at ske, jo mere man arbejder med det. Åbningen af cafeen bliver mere og mere en realitet i mit hoved, og jeg har besluttet at åbne når det rette lokale byder sig – forhåbentlig inden udgangen af 2017. Så nu knokler jeg på at lave forretningsplan, budget og få leveringsaftaler og lokale i hus.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne åbne The green rose.