Kaffe og kanelsnurrer

32260564_10155805508589620_5421552447694831616_n

Det første hjørne er rundet – eller, min café har været åben i 3 måneder. Det er i hvert fald en milepæl, der giver plads til eftertanke og til at gøre lidt status. Her mener jeg ikke noget med tal. Jeg har godt nok fået en masse penge tilbage i moms fra 1. kvartal, men det er jo egentlig ikke positivt. Min søde blomsterdamenabo siger, at man skal være glad for at betale moms, eller det siger hendes revisor i hvert fald. Og det kan der jo også være noget rigtig i;)

Hvis jeg kunne have givet mig selv et råd da jeg startede, så ville det være “hold ud de første 3 måneder, så bliver alt godt”. En uge inde i maj måned kan jeg med ro i sindet sige at det er lang sjovere nu, end de forgange måneder. Den første tid var et stort virvar, hvor man forsøger at få styr på det hele og samtidig overvinde sin konstante træthed. Hver uge var ny. Nye vare, nye priser, nye åbningstider, nye rutiner, nye kunder. Det tager tid at finde et godt leje. Men det føler jeg, at jeg har nu. Jeg har langt mere ro i maven og overskud – selvom jeg godt kan blive slået ud et kort sekund, af en enkelt sur kunde. Det er svært ikke at tage kritik personligt, når det er ens lille hjertebarn. Men heldigvis er der langt mellem de sure kunder, og i takt med at man får mere styr på tingene, får man også mere selvtillid – og troen på at det er godt det man har gang i.

Højdepunktet den forgangne måned er helt sikkert Politikens anmeldelse. De fyldte en hel side i, Ibyen sektionen med 4 stjerner, og overskriften “Te med både body og power”.

32372871_10155805510459620_598499797162262528_n

Når man nu har valgt at åben en tebar, kunne overskriften ikke være bedre:) Det er ikke fordi kunderne har stået i kø, men det har givet lidt ekstra, og vigtigst af alt, har det givet selvtillid og gå-på-mod. Og så bekræftede det mig i at det var et godt træk at åbne en tebar, frem for kaffebar, som Politiken så fint informerede mig om, at der findes 812 af i forvejen, men blot en håndfuld tebarer. Det er ikke fordi jeg sælges mest te, 80% af mit salg er kaffe – men jeg tror at det skaber noget opmærksomhed som jeg ellers ikke havde fået, og så er de få tedrikkere glade for at kunne få en god kop te:)

Jeg har en god ven, som har været selvstændig i nogle år. Da jeg engang spurgte ham, hvorfor han startede sit firma, var svaret “fordi jeg kan gøre det bedre end dem der findes i forvejen”. Og det har sat sig fast. Det handler ikke om at finde den dybe tallerken (selvom det sikkert også er en god vej til succes), men det handler om at tage noget der findes i forvejen og gøre det bedre. Du kan gå ind på stort set alle cafeer og få en kop te, men det er få steder hvor der er fokus på god kvalitet og korrekt vandtemperatur og trækketid.

32313256_10155807366194620_7363387946256302080_n

I forlængelse af at udvide den dybe tallerken, har jeg taget noget som i forvejen hitter, og lavet min egen lækre version. Kanelsnurrer er blevet mit nye salgshit. Hjemmebag er virkelig vejen frem – det er lækre, sælger bedre og billigere i indkøb. Det er et punkt, hvor jeg virkelig har lært meget siden jeg startede. At holde mine udgifter nede, for i sidste ende at tjener mere på mine produkter. Jeg ved godt det ikke lyder som den store overraskelse, men det tog mig alligvel lidt tid at finde ud af. Det er meget nyt at lære, når man går fra at være lønmodtager til at være selvstændig. Der har blandet andet åbnet sig en helt ny verden for mig, hvor man kan trække ting fra. I starten synes jeg det var en svær balance, hvor jeg gerne ville have samvittigheden med. Men i takt med de mange arbejdstimer, og ikke eksisterende løn til sig selv, forsvinder den dårlige samvittighed – og erstattes med en “det er jo også en form for løn”. Jeg har opdaget at det er en af de små goder, det gør det sjovt at være selvstændig.

32260475_10155807374689620_3212543118301724672_n

Så nu kører det. Som med så meget andet, bliver tingene sjovere, jo bedre man bliver til det. Første gang jeg stod på ski, smed jeg mine skistave efter min skilærer, midt på den blå pist, hvorefter jeg tog skiene af og gik ned i vrede. Nu elsker jeg at stå på ski, og farven på pisten har ingen betydning for hvordan jeg kommer ned. Selvtillid og anderkendelse går hånd i hånd med succes. Det er postiv spiral, hvor overskud og smil, skaber gode oplevelser for kunderne, som giver en mere overskud og gå-på-mod osv …

Det er en sjov process – og jeg glæder mig til at se hvor den fører mig hen:)

Påskeåbenbaring

IMG_2939

Overskriften lyder måske lidt transcendent – men min åbenbaring er ikke religiøs. Den kunne faktisk ikke blive mere jordnær. De sidste par måneder er jeg blevet mødt af mange begejstrede mennesker, som alle har sagt noget i retningen af er det ikke fedt at have sin egen café, hvortil jeg hver gang har svaret noget i retningen af det er fedt, men hårdt. 

29665872_10155705521929620_829954953_n

Og inde i mit hoved nok tænkt at jeg synes det var hårdere, end det var fedt, at arbejde ca. 60 timer om ugen – og i små glimt tænkt om jeg bare skulle sælge cafeen igen og få et almindeligt fuldtidsjob. Men så gik det op for mig (med kyndig vejledningen fra ham den søde fyr jeg har mange lange snakke med på sofaen derhjemme), at ordet arbejde er det der skaber hele problematikken. For jeg har ikke et arbejde. Jeg har min egen café, som jeg bruger mange timer om ugen i. Og det er ikke det samme som at arbejde. Jeg udlever min drøm om at være selvstændig og have mit eget sted – og hvis jeg lykkedes med det, så vil den drøm med tiden betale min husleje og regninger derhjemme, og forhåbentlig også give plads til lidt sjov:) Og pludselig, som et lys fra himlen, som for tiden mest er grå, synes dagene i cafeen meget hyggeligere og overskuddet meget større.

29746199_10155705521664620_1563010360_n

Jeg har hele tiden haft i baghovedet at jeg skulle lære at slappe af i det jeg laver, men det er som om det først rigtig er lykkedes nu. Og det er jeg glad for. For er der én ting jeg har behov for, så er det at kunne slippe bekymringerne. I går ringede Politikens Ibyen sektion, som har haft en anmelder ude og besøge mig, og som gerne ville sende en fotograf forbi efter påske. Det er ret nervepirrende, men jeg har ingen indflydelse på udfaldet – så jeg må bare tro på mig selv og håbe at anmelderen synes at stedet og maden var lige så hyggeligt og lækkert som jeg selv, og mange af mine gæster synes.

Da jeg holdt åbningsreception fik jeg et lille skilt af min gode veninde, hvor der står create a life you love, og det er vel egentlig det jeg har gjort. Jeg har bare brug for at blive mindet om det engang imellem.

Så nu vil jeg gå på mini-påskeferie og måske få lidt inspiration i mine nye bøger til samlingen, om Matcha. Og lad det være dagens vise ord – at jo mindre ens job føles som et arbejde, jo sjovere bliver det at stå op til.

Glædelig påske 🙂

 

 

Fra idé til café part 2

For syv måneder siden, skrev jeg i mit første blogindlæg:

Jeg er æstetiker og ordensmenneske i min helt egen forstand. Tingene skal helst kører på min måde. Og da jeg en dag sad på café med min far slog det mig “Jeg kan åbne min egen cafe”. Hvor jeg bestemmer at kopperne skal stå farvesorteret. Hvor konceptet kan være efter mit hjerte og stedet kan emme af mig.

908A0275_preview

Nu sidder jeg her så. 7 måneder senere – i min egen café. Jeg tror ikke at den Maria der sad på Island med drink i hånden og legede blogger, havde nogen i idé om den rejse der ventede forude. Vejen fra idé til café, som mit første indlæg så fint hed, har uden tvivl været langt mere udfordrende end jeg havde drømt om. Jeg har virkelig lært meget det sidste halve år – både om mig selv og om en hel ny verden. En verden hvor det ikke altid betaler sig at tænke med hjertet – i bogstaveligste forstand. En verden hvor man er nød til at tro på sit eget projekt – og stå ved det man gør. Jeg har lært, at man ikke får opfyldt sin drøm ved kun at køre efter sit eget hoved. At det at række ud, bede om hjælp og være åben over for andres ideer, ikke betyder at man går på kompromis med sig selv – men at man tværtimod kommer i mål.

Rejsen er langt fra slut. The green Rose tebar udvikler sig hele tiden – og det gør jeg også. Heldigvis. Man kan ikke være god til alt – men jeg er heldigvis omgivet af mennesker, der er gode til alt det jeg ikke kan. Jeg har helt klart sværest ved det at skulle forhandle med leverandører. Men som en veninde, der selv har sin egen café, sagde når økonomien bliver presset, så skal du nok lære at være hård. For i sidste ende skulle jeg jo gerne komme til at leve af det her på et tidspunkt – og der hjælper mine blå øjne desværre ikke meget. 908A0293_preview

Det er lige så fedt som det er hårdt, at have sit eget sted. Min krop er stille og roligt ved at vende sig til de lange arbejdsdage – men min energi afhænger meget af dagens flow. Jeg elsker at være min egen herre i cafeén, men jeg skal samtidig vende mig til at alt afhænger af mig – og det har store konsekvenser hvis jeg har behov for at holde fri. Heldigvis har jeg fået en fantastisk mand, som kommer forbi hver dag når han selv har fri og hjælper med alt jeg har brug for – jeg har tænkt mange gange de sidste dage, hvordan single selvstændige overlever, uden muligheden for bare at komme hjem og falde om på sofaen, mens der er en anden der laver mad og vasker op.

908A0313_preview

Jeg elsker mit sted – det føles som den helt rigtige hylde jeg er landet på. Og så ser jeg meget mere til venner og bekendte, som er søde til at kigge forbi.

Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden vil bringe. Forhåbentlig en masse spændende mad og drikke baseret på te – kombineret med plus på kontoen:)

 

Den sidste uge

Om lidt går det løs. Altså for alvor – selvom de her dage nu også føles meget som alvor.  Mandag den 5. februar slår jeg officielt dørene op til The green Rose Tebar.

 

27394423_10155554162919620_1770308694_nDen sidste uge er der blevet malet og bygget bar – længe leve gode venner. Nu er der under en uge til det hele skal stå klar, og jeg forsøger ihærdigt at få styr på alle detaljer. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er hårdt! Forleden dag var jeg lige ved at græde, fordi jeg var så træt da jeg kom hjem. Kombinationen af at være på, fysisk, hele dagen, samtidig med at ens hjerne aldrig står stille, det er noget af en udfordring. Heldigvis har jeg en sød mand der minder mig om at slappe af en gang i mellem – og en omgangskreds der er behjælpelig med alt jeg har brug for. Men i sidste ende er det jo mig og mit projekt, og mit hoved der rummer det hele. Men som dagene skrider frem, og to-do listen og indkøbssedlen bliver mindre, så bliver hele projektet heldigvis også mere overskueligt.

Naboerne (pizzamanden og blomsterdamen) er sindsyg søde og hjælpsomme. Det gør også hele processen lidt sjovere. Og det er sjovt, det meste af tiden. Det er virkelig sjovt at have sit eget sted, som man kan indrette lige som man selv har lyst til og kun sælge de ting man godt kan lide og kan stå indenfor. Og Ryesgade på Østerbro er et perfekt sted. Det er et lille hyggeligt lokalsamfund, hvor beboerne jævnligt stikker hovedet ind og er spændte på The green Rose tebars åbning, og har gode input til hvad stedet skal rumme. Det er virkelig en gave, og gør udviklingen meget lettere, når stamkunderne fortæller hvad de vil have, inden stedet overhoved er åbnet.

26907766_1441012792691910_3123615901835363934_nI min inspirationssøgen på Pinterest faldt jeg over citatet What you imagine you create og det har virkelig sat sig fast i mit hoved. Jeg forestiller mig at The green Rose tebar bliver et lækkert, stilet, hyggeligt og populært sted – og det giver mig ro. Jeg er ret sikker på at mit sted bliver en succes, fordi jeg vil arbejde for at det bliver en succes og ikke give op før jeg er tilfreds. Jeg tror på at min lidt sære perfektionisme vil komme mig til gode og jeg er rimelig overbevist om at jeg kan gøre det godt, fordi jeg er mig og fordi det her er mit hjertebarn.

Og er der en ting jeg har lært i den lange process fra idé til virkelighed, så er det, at det vigtigste er at man selv tror på sin drøm!

Så nu går slutspurten ind – velvidende at der kun bliver endnu mere hårdt arbejde, når jeg først har åbnet. Der er stadig nogle ret essentielle ting der ikke er på plads, som fx at få min espressomaskine op at køre. Men det er vel lidt essensen af en slutspurt – at det hele først klapper i sidste sekund.

Jeg glæder mig helt vildt! Jeg kan mærke, at trods al nervøsiteten og usikkerheden, er det den helt rigtige beslutning at åbne mit eget sted. Det bliver det vildeste og det bedste!

 

Det er svært at sove med armene oppe over hovedet!

1.Juli 2017 spirede de første tanker om åbningen af The green Rose.
1. Februar2018 overtager jeg den sødeste lille kaffebar i Ryesgade, som skal forvandles til

The green Rose tebar 🙂

IMG_2514

Jeg har stadig svært ved at tro på det. I går, efter mit altafgørende bankmøde, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så er det godt jeg har en kæreste der tvang mig til at tage ud og fejre det – som det kan ses på billedet med et glas vin i hånden og et lidt nervøst smil – og en lyseblå skjorte (for at virke lidt business agtigt). Og netop på businessfronten har jeg lært virkelig meget den sidste måneds tid.

Da kaffebaren i Ryesgade kom op var jeg solgt. Og da det viste sigat de også var interesserede i at have mig gik det pludselig stærkt. Jeg fik kontaktet banken, lavet et etablerings- og driftsbudget, og en idé og konceptbeskrivelse – som jeg sendte afsted, med en besked alla “Hej, kan jeg låne penge til at åbne en økologisk tebar” :). Nej, var svaret. I et kort sekund så det hele sort ud. For hvad gør man så? Jo. Så alliere man sig med en der har lidt mere erfaring i businessverdenen, i mit tilfælde min onkel, og så prøver man igen. Det vil sige, lave en forretningsplan, som ikke bare er fine billeder og store tanker, men som også indeholder nogle tal. Og et driftsbudget, som dækker hele året, og ikke bare en enkelt måned. Det har været en lærerig process, hvor jeg blandt andet har lært hvad ord som omsætning, moms og likviditet betyder. Sikkert ord som er en del af første forelæsning på CBS, men på ingen måde på humaniora på KU.

Men heldigvis har jeg et godt bagland – og da jeg kontaktede banken anden gang med en gennemarbejdet forretningsplan og budget, kombineret med en lejlighed som er steget væsentligt i værdi siden jeg købte den i 2010 – og fællesøkonomi med ham den søde fyr der er flyttet ind i mellemtiden, så var tonen pludselig en anden. Og i går den 11.1, mødtes jeg så med banken, med min onkel ved min side, og fik lov til at låne penge til at realisere drømmen om The green Rose tebar.

Det er svært at sove, imens armene er på vej op over hovedet, skulle titlen måske hellere have været. Den sidste måned har tankerne kørt rundt og først i går, havde jeg ikke problemer med at falde i søvn. Og det håber jeg heller ikke jeg får fremover, med tanke på de arbejdstimer der ligger lige om hjørnet.

Lige nu føles det lidt som stilhed før stormen … Væggen i min stue er fyldt med lister, som jeg  gerne skulle kunne sække hak ved i løbet af de næste 14 dage.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne slå dørene op til The green Rose i starten af februar. Og til den tid er det forhåbentlig gået op for mig at drømmen er blevet til virkelig 🙂

Optimismens bølge

 

IMG_2317

Første november var optimismen høj – det var lige før jeg havde postet et billede af mit glade ansigt på Instagram med #thegreenrose og noget med #openingsoon. Men jeg nåede at stoppe mig selv inden og tænke – jeg poster ikke noget før jeg har skrevet under på en kontrakt (I mit utålmodige hoved kunne jeg snilt nå at åbne inden december, og give den gas i julen). Nu skriver vi 7. December – og udsigten til en lejekontrakt er ikke kommet nærmere.

Jeg troede at så længe udlejeren var med på min idé, så var den i hus – det var lige ind til jeg stiftede bekendtskab med bom. Lige som jeg red på optimismens bølge ramte jeg lige ind i den bureaukratiske mur aka Københavns kommunes byg- og miljøafdeling (forkortet bom, hvilket egentlige meget godt beskriver den følelse jeg umiddelbart fik). For et kort sekund gik mit hoved lidt i stå. Så tæt på og alligevel så langt fra.

img_2234.jpg

For når man finder et råt kontorlokale, som kunne være fedt at lave om til tebar, så skal det godkendes af bom – og det foregår ved et smukt sammensurium af blanketter, tegninger, fuldmagter og bilag, som de bestræber sig på at behandle indenfor 60 dage. Jeg kritisere på ingen måde københavns kommune – jeg er godt klar over at bureaukratiet er til for en grund. Min utålmodige hjerne forstår det bare ikke helt.

Der skulle gå lidt over en måned før mit hoved besluttede sig for at komme videre med processen. Jeg har ikke opgivet Ravnsborg tværgade og Københavns kommune. Men jeg er også begyndt at kigge på andre steder – hvor jeg ikke skal lave alt fra bunden, men istedet kan overtage noget der i forvejen er en café/kaffebar. For man skal gøre det man er god til – og i mit tilfælde er renovering og bureaukratiske formler ikke én af dem. Jeg vil bare gerne indrette og føre mit koncept ud i livet. Så nu har jeg fundet den sødeste lille kaffebar, i samme hyggelige kvarter, som jeg håber på kan blive min 🙂

Jeg er godt klar over at der er mange ting jeg skal lære i den her process. Jeg kæmper stadig med at holde fast i min egen idé og ikke blive for påvirket af hvad alle andre synes. Jeg tror på at jeg har fundet et godt koncept – men jeg har opdaget at vejen fra drøm til virkelighed er en smule længere end jeg havde troet. Og jeg vil helst gøre tingene på min måde, i mit eget tempo – og jeg tror på at det nok skal føre mig i mål. Dermed ikke sagt at jeg ikke er taknemmelig for den hjælp og vejledning jeg får – uden den havet vejen til målet helt sikkert været uoverskuelig.

IMG_2354Men når nu min hjerne ikke kunne overskue bureaukratiet, har jeg istedet brugt den sidste måned med at blive klogere på te. Jeg er begyndt at studere og smage på alverdens forskellig økologisk te, fra de leverandører der findes i Danmark. Det er en sjov verden at gå på opdagelse i, og det fedt at opleve hvordan man bliver modtaget, når man ringer og potientielt er en stor og god kunde.

Konklusionen for nu er, at optimismen stadig er høj ..

Glædelig jul 🙂

Its the little things

IMG_2010Red altid din seng om morgenen før du går, for hvis du så kommer hjem og det har været en lortedag, så har du i det mindste gjort en god ting. Okay, jeg tror den oprindelige ordlyd har været lidt lækre, og det er langt fra min opfindelse. Men der er noget om det. Det er de små ting der tæller, og en lille ting som at rede sengen, er en god start på dagen. For mig er det i hvert fald et udtryk for at jeg stadig har lidt overskud.

Og så er det de små ting der sætte skub i de store. Rom blev ikke bygget på en dag. Og det kan jeg nemt glemme. Når jeg får en idé skal det helst ske her og nu, og jeg skal helst være verdensmester før jeg overhoved er gået i gang. Selvom jeg godt ved det er urealistisk. Da jeg tog kørekort, kom jeg hjem efter min første køretime og tud brøllede fordi jeg ikke kunne finde koblingspunktet – og jeg husker min mor stå i køkkenet og nok have svære ved at holde latteren tilbage, end at trøste mig. For der findes ingen mennesker, der kan finde koblingspunktet første gang de sætter sig ind i en bil.

Det var et lille side spor. Hvor om alt er, så er jeg ikke kommet et skridt videre med projekt The green rose, siden sidste indlæg. Hvilket også er grunden til at jeg først skriver nu. En klog mand har engang sagt “life is made in the mistakes”, og så skulle man jo tænke at man blev klogere af dem. Det håber jeg også jeg gør en dag. Men lille nu er jeg ca. på samme stadie som da jeg skrev mit første indlæg på bloggen, hvor jeg havde arbejdet alt for meget – og mit overskud var nærmest ikke eksisterende. Jeg stoppede rigtig nok med at arbejde i Netto, da jeg fik job på kaffebaren. Men der er jo 24 timer på et døgn, og rent teoretisk kan man jo godt arbejde 14 timer (7 timer hvert sted), sove 8 timer, og så være en god kæreste, se sine venner og passe på sig selv de sidste 2. I praksis fungere det bare ikke helt. Så nu er jeg, næsten, tilbage hvor jeg startede. Så nu prøver vi lige igen. 1 job, 37 timer om ugen, og så bruge de resterende timer på The green rose, min kæreste, venner, familie og mig selv 🙂

Okay. Det er ikke helt sandt. Jeg havde dette lille break sidste weekend, hvor jeg spillede på en festival om givet af gode venner og bekendte. Folk jeg ikke har talt med længe, men som har fulgt interesseret med på min blog og endda en som var blevet inspireret til at følge sin egen drøm. Det er oplevelser som den her, der giver mig nyt overskud og gå på mod. At vide jeg har så stor opbakning, giver mig ny energi og tro på projektet. Og måske har det hele tiden været min skjulte agenda min bloggen – at når først ordet ude er der ingen vej tilbage …