Optimismens bølge

 

IMG_2317

Første november var optimismen høj – det var lige før jeg havde postet et billede af mit glade ansigt på Instagram med #thegreenrose og noget med #openingsoon. Men jeg nåede at stoppe mig selv inden og tænke – jeg poster ikke noget før jeg har skrevet under på en kontrakt (I mit utålmodige hoved kunne jeg snilt nå at åbne inden december, og give den gas i julen). Nu skriver vi 7. December – og udsigten til en lejekontrakt er ikke kommet nærmere.

Jeg troede at så længe udlejeren var med på min idé, så var den i hus – det var lige ind til jeg stiftede bekendtskab med bom. Lige som jeg red på optimismens bølge ramte jeg lige ind i den bureaukratiske mur aka Københavns kommunes byg- og miljøafdeling (forkortet bom, hvilket egentlige meget godt beskriver den følelse jeg umiddelbart fik). For et kort sekund gik mit hoved lidt i stå. Så tæt på og alligevel så langt fra.

img_2234.jpg

For når man finder et råt kontorlokale, som kunne være fedt at lave om til tebar, så skal det godkendes af bom – og det foregår ved et smukt sammensurium af blanketter, tegninger, fuldmagter og bilag, som de bestræber sig på at behandle indenfor 60 dage. Jeg kritisere på ingen måde københavns kommune – jeg er godt klar over at bureaukratiet er til for en grund. Min utålmodige hjerne forstår det bare ikke helt.

Der skulle gå lidt over en måned før mit hoved besluttede sig for at komme videre med processen. Jeg har ikke opgivet Ravnsborg tværgade og Københavns kommune. Men jeg er også begyndt at kigge på andre steder – hvor jeg ikke skal lave alt fra bunden, men istedet kan overtage noget der i forvejen er en café/kaffebar. For man skal gøre det man er god til – og i mit tilfælde er renovering og bureaukratiske formler ikke én af dem. Jeg vil bare gerne indrette og føre mit koncept ud i livet. Så nu har jeg fundet den sødeste lille kaffebar, i samme hyggelige kvarter, som jeg håber på kan blive min 🙂

Jeg er godt klar over at der er mange ting jeg skal lære i den her process. Jeg kæmper stadig med at holde fast i min egen idé og ikke blive for påvirket af hvad alle andre synes. Jeg tror på at jeg har fundet et godt koncept – men jeg har opdaget at vejen fra drøm til virkelighed er en smule længere end jeg havde troet. Og jeg vil helst gøre tingene på min måde, i mit eget tempo – og jeg tror på at det nok skal føre mig i mål. Dermed ikke sagt at jeg ikke er taknemmelig for den hjælp og vejledning jeg får – uden den havet vejen til målet helt sikkert været uoverskuelig.

IMG_2354Men når nu min hjerne ikke kunne overskue bureaukratiet, har jeg istedet brugt den sidste måned med at blive klogere på te. Jeg er begyndt at studere og smage på alverdens forskellig økologisk te, fra de leverandører der findes i Danmark. Det er en sjov verden at gå på opdagelse i, og det fedt at opleve hvordan man bliver modtaget, når man ringer og potientielt er en stor og god kunde.

Konklusionen for nu er, at optimismen stadig er høj ..

Glædelig jul 🙂

Its the little things

IMG_2010Red altid din seng om morgenen før du går, for hvis du så kommer hjem og det har været en lortedag, så har du i det mindste gjort en god ting. Okay, jeg tror den oprindelige ordlyd har været lidt lækre, og det er langt fra min opfindelse. Men der er noget om det. Det er de små ting der tæller, og en lille ting som at rede sengen, er en god start på dagen. For mig er det i hvert fald et udtryk for at jeg stadig har lidt overskud.

Og så er det de små ting der sætte skub i de store. Rom blev ikke bygget på en dag. Og det kan jeg nemt glemme. Når jeg får en idé skal det helst ske her og nu, og jeg skal helst være verdensmester før jeg overhoved er gået i gang. Selvom jeg godt ved det er urealistisk. Da jeg tog kørekort, kom jeg hjem efter min første køretime og tud brøllede fordi jeg ikke kunne finde koblingspunktet – og jeg husker min mor stå i køkkenet og nok have svære ved at holde latteren tilbage, end at trøste mig. For der findes ingen mennesker, der kan finde koblingspunktet første gang de sætter sig ind i en bil.

Det var et lille side spor. Hvor om alt er, så er jeg ikke kommet et skridt videre med projekt The green rose, siden sidste indlæg. Hvilket også er grunden til at jeg først skriver nu. En klog mand har engang sagt “life is made in the mistakes”, og så skulle man jo tænke at man blev klogere af dem. Det håber jeg også jeg gør en dag. Men lille nu er jeg ca. på samme stadie som da jeg skrev mit første indlæg på bloggen, hvor jeg havde arbejdet alt for meget – og mit overskud var nærmest ikke eksisterende. Jeg stoppede rigtig nok med at arbejde i Netto, da jeg fik job på kaffebaren. Men der er jo 24 timer på et døgn, og rent teoretisk kan man jo godt arbejde 14 timer (7 timer hvert sted), sove 8 timer, og så være en god kæreste, se sine venner og passe på sig selv de sidste 2. I praksis fungere det bare ikke helt. Så nu er jeg, næsten, tilbage hvor jeg startede. Så nu prøver vi lige igen. 1 job, 37 timer om ugen, og så bruge de resterende timer på The green rose, min kæreste, venner, familie og mig selv 🙂

Okay. Det er ikke helt sandt. Jeg havde dette lille break sidste weekend, hvor jeg spillede på en festival om givet af gode venner og bekendte. Folk jeg ikke har talt med længe, men som har fulgt interesseret med på min blog og endda en som var blevet inspireret til at følge sin egen drøm. Det er oplevelser som den her, der giver mig nyt overskud og gå på mod. At vide jeg har så stor opbakning, giver mig ny energi og tro på projektet. Og måske har det hele tiden været min skjulte agenda min bloggen – at når først ordet ude er der ingen vej tilbage …

 

 

En rose

En måned er gået siden jeg begyndte at arbejde på kaffebaren – og det er stadig godt. Miljøet er hyggeligt, og jeg har næsten set mere til mine venner det sidste stykke tid, fordi det er nærliggende lige at komme forbi til en kop kaffe. Men, et men skulle komme. For selv om arbejdet både giver mig lyst til at stå op om morgenen og fornyet energi når jeg cykler hjem, så er det ikke mit. Det er ikke mit sted. Jeg kan mærke at min entusiasme hurtigt daler. Jeg er træt af at arbejde for andre. Okay, det lød måske lidt snobbet. Men jeg vil hellere bruge min tid og energi på at arbejde for mine egne ideer. Og jeg bliver jo nød til at tro på at de er lidt bedre end alle andres, hvis jeg skal lykkedes. Desværre er der bare ikke nogen der betaler løn til at jeg sidder hjemme i stuen og brainstormer på livet løs – så for nu må arbejde for en anden og forhåbentlig inden alt for længe have økonomi til at starte mit eget. Men når det er sagt, så kunne jobbet ikke være mere relevant. Der er mange lighedspunkter til det jeg selv gerne vil lave – og så er det meget lettere at se indefra hvad der fungere og hvad der ikke gør.

FullSizeRender-3

Og lige nu er det mit job der tager meget af min tid og energi. Jeg går hurtigt i stå med projekt The green rose. Engagementet kommer i bølger. Det samme gør mit overskud. Lige pt har jeg for eksempel to telefonsvarebeskeder liggende fra mægleren angående det lokale jeg har været ude og se et par gange, men som jeg har besluttet ikke er det rette. Jeg har enormt svært ved at tage mig sammen til at ringe tilbage og sige tak, men nej tak. Projektet kører nogenlunde på samme måde som når jeg køber blomster. Jeg er enormt begejstret til at starte med, men så glemmer jeg og skifter vandet og til sidst smider jeg dem ud når de helt visne, og har stået en uge og vandet er mugnet, for så at købe nogle nye.

Okay, det var måske en lidt vild metafor på The green rose. Men meningen er der. Hver gang der sker noget nyt er jeg meget entusiatisk, men hvis jeg ikke holder projektet kørende, dør det hurtigt. Måske jeg skal til at skemalægge min tid noget mere, så jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned en time eller to om dagen og arbejde med The green rose. For det er nu det er alvor. Fra 1. september var jeg officielt et firma med cvr-nr. Allerede i går fik jeg første opkald fra Ekstra bladet erhverv, der gerne ville tale med chefen for The green rose. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, før jeg efterfølgende måtte prøve at forklare at stedet ikke rigtig eksistere endnu men at chefen er mig. Jeg skal nok øve mig i at lyde lidt mere professionel, når folk i fremtiden ringer og spørger efter chefen.

 

 

 

 

Ons step at the time ..

Er der noget jeg fået ud af 3 års studie, udover titlen som bachelor, så er det at alting er en process. En process hvor man hele tiden bliver klogere. Vigtigt er det at huske at en process ikke altid føles som en opadgående bevægelse i den rigtige retning. En gang imellem er det et skridt frem, og et lille skridt tilbage. Og det er ikke dårligt. For det er den form for process der gør at man har selv med hele tiden. At man med jævne mellemrum stopper op og mærker efter. 

De sidste 10 dage er der sket mange ting. Jeg har fået job på en kaffebar, jeg har kigget på en potientielt lokale og så er jeg begyndt at leve no waste (læs: prøver at leve no waste). 

  • Jobbet er virkelig fedt! Det har gjort mig endnu mere sikker på at det er det rigtige for mig. Det er sindsyg hyggeligt og jeg har stadig masser af overskud efter en lang arbejdsdag. 
  • Lokalet er perfekt, men til overtagelse hurtigst muligt – og det er jeg ikke klar til. Jeg vil helt vild gerne åbne min egen café, men ikke nu nu. Jeg vil åbne når jeg har erfaringen og økonomien til det. 
  • No waste projektet går godt, hvis jeg selv skal sige det. Det skrald jeg producere i løbet af en uge, kan være en i firkantet plastikslikæske, i ved dem der når man køber slik i store mængder. 

Målet lige nu er ikke at producere 0% skrald, men snare blive mere bevidst omkring hvormeget jeg smider ud. Man skal starte i de små. Jeg bruger stofnet når jeg handler. Jeg køber kun frugt og grønt i løsvægt hos grønhandlere. Og så tænker jeg over at købe ting på glas frem for plastik, så jeg kan genbruge det. Det har helt sikkert åbnet mine øjne for de udfordringer der er. Og den største udfordring er plastikemballage. Men det er sjovt at se hvor meget skrald man kan spare og så hjælper det jo også lidt på miljøsamvittigheden. 

FullSizeRender.jpg

De sidste 10 dage har også fået mig til at indse at jeg ikke har travlt med at åbne mit eget sted. Det bedste råd jeg fik da jeg besøgte Te & kaffi på Island, var “Dont do it bad”, med andre ord, lad vær med at åbne før du er 100% klar

. Jeg tror på at min café bliver en succes, men kun hvis jeg føler jeg har al den viden og erfaring der skal til. Jeg glæder mig til at se hvad de næste måneder vil bringe, og jeg fortsætter med at suge til mig af gode råd og ideer. 

The green rose åbner,
when the time is right ..

Lykken i et glas

I dag er en god dag. Sådan virkelig god – ud over jeg har skiftet bluse to gange, efter både at have spildt kaffe og tomatsovs på mig selv. Men bortset fra mine klodsede uheld, er der sket mange gode ting. Jeg har fået tilbudt job på en kaffebar, jeg har været i en kontakt med udlejeren til et cafélokale der er til afståelse med inventar, og en placering som er helt perfekt og så er jeg kommet i besidelse af 150 brugte BKI nescaféglas – tak til Leif (som måske burde overveje en dag at prøve en rigtig kop kaffe).

FullSizeRender

Og så har mit facebook opslag med annonceringen af bloggen rundet 100 likes! Det er en hel vild følelse at så mange venner, familie og bekendte støtter op omkring mit projekt. Man finder virkelig ud af hvor stort et netværk man har, når man sætter sig for et projekt som det her. Der dukker hele tiden folk op i min omgangskreds som gerne vil hjælpe og som selv har en fod inde i café/kaffe/iværksætter-verdenen.

Tingene begynder så småt at gå op i en højere enhed. Jeg har fået cvr nr. og er fra 1. september ejer af virksomheden The green rose. Så kan jeg får alvor komme i gang med at lave indkøbs/leveringsaftaler.

 

Lige nu ridder jeg på en virkelig god bølge. Jeg håber det fortsætter …

Et skridt nærmere

Nu er jeg for alvor gået i gang. De sidste dage har jeg brugt det meste af min tid her ved computeren. Jeg har bestilt cvr nr., og begyndt at lave en forretningsplan og et budget.

IMG_1879

Jeg er også gået i gang med den store lokalejagt, både på nettet og rundt i byen. Det er sin sag. Jeg tror at beliggenheden har en kæmpe betydning for cafeens succes. Men den rette beliggenhed har også sin pris – så det er en balancegang. Jeg vil gerne ind mod byen, jo tættere på søerne jo bedre. Indre nørrebro ville være perfekt.

Jeg er også begyndt at forhøre mig lidt blandt folk i branchen. På Island var jeg på besøg hos Te & Kaffi, som startede med en lille café i 1984 og i dag har 12 etablerede kaffehuse rundt i Reykjavik, samt et stort risteri. Her fik jeg en god snak med datteren af ejeren, som har været manager på flere af deres kaffehuse og stået for åbningen af deres største café. IMG_1730Jeg suger al den viden og hjælp til mig som jeg kan. Jeg har også været forbi mit lokale tehus og fået en snak omkring te og det at være selvstændig, og så sent som her til aften hentede jeg en sofa gratis hos en fyr, som selv har startet en café op for ét år siden og gerne ville dele sine erfaringer med mig.

Det er fedt at mærke hvordan tingene pludselig begynder at ske, jo mere man arbejder med det. Åbningen af cafeen bliver mere og mere en realitet i mit hoved, og jeg har besluttet at åbne når det rette lokale byder sig – forhåbentlig inden udgangen af 2017. Så nu knokler jeg på at lave forretningsplan, budget og få leveringsaftaler og lokale i hus.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne åbne The green rose.

If you never try ..

FullSizeRender-7Det her billede har fulgt mig de sidst fem år og har nu en fast plads i min vindueskarm. Det er vel lidt den der tanke om, at når man bliver gammel og tænker tilbage på sit liv, så vil man ikke fortryde de ting man ikke gjorde. Samtidig er det også en reminder om ikke at være bange for at fejle. For alt man sætter sig for vil ikke lykkedes – men det finder man jo aldrig ud af om det vil, hvis man ikke giver det et forsøg. Og selvfølgelig et helhjertet et af slagsen. Første skridt til succes er at tro på at det vil lykkedes. Dernæst følger hårdt arbejde. Nogen gange går det godt, andre gange har man faktorer imod sig, som man ikke selv er herre over – og så er det ikke andet for end at komme op på hesten igen – selvfølgelig først efter man har været sur, grædt og følt at det hele er noget lort.

Sidste efterår besluttede jeg mig for at blive Officer i Hæren. Jeg ville gerne ud og prøve mig selv af. Jeg havde en idé om at det ville gøre mig til en sejere version af mig selv. Så jeg gik i gang med forberedelserne. Jeg trænede intensivt til de fysiske prøver og gjorde alt det forarbejde jeg kunne. Jeg sendte min ansøgning afsted og blev kaldt til optagelseprøve. Så langt så godt. Og så mødte jeg op på Høvelte kaserne tidlig mandag morgen, sammen med ti fyre – som alle lignede det billede jeg havde i hovedet af en Officer. Efter to dage med skriftlige prøver, fysisk test, cases og en individuel psykologsamtale – kørte jeg hjem. Lidt mindre optimistisk end da jeg kom. Men jeg vidste jeg havde gjort mit bedste – og beslutningen var nu ude af mine hænder. Troen på at det skulle lykkedes havde jeg fortsat – og jeg snakkede optimistisk om min fremtidige karriere i forsvaret med både venner og familie.

Hvad du måske har gættet nu – så blev det et stort Nej tak. Jeg fik en tilbagemelding der hed at min profil ikke passer det de søger og jeg derfor heller ikke vil have mulighed for at søge ind på Officeruddannelsen igen. Men andre ord – en kæmpe lussing. Eller sådan føltes det i hvert fald. Og det tog noget tid før jeg selv, og ikke mindst mine venner, familie og kæreste, fik overbevidst mig om at det ikke var jordens undergang.

Nogle gange er bedste bare ikke godt nok. Og så er det man må op på hesten igen – men det er vigtigt, fandt jeg ud af, at man giver sig selv lov til at være sur og ked af det og synes det hele er noget lort. For nu ved jeg med ro i sindet at det ikke var meningen jeg skulle have en karriere i forsvaret. Og det tvang mig til at tænke mit liv i nye baner – og finde frem til det som nu er mit nye mål. Åbningen af The Green Rose.