Fra idé til café part 2

For syv måneder siden, skrev jeg i mit første blogindlæg:

Jeg er æstetiker og ordensmenneske i min helt egen forstand. Tingene skal helst kører på min måde. Og da jeg en dag sad på café med min far slog det mig “Jeg kan åbne min egen cafe”. Hvor jeg bestemmer at kopperne skal stå farvesorteret. Hvor konceptet kan være efter mit hjerte og stedet kan emme af mig.

908A0275_preview

Nu sidder jeg her så. 7 måneder senere – i min egen café. Jeg tror ikke at den Maria der sad på Island med drink i hånden og legede blogger, havde nogen i idé om den rejse der ventede forude. Vejen fra idé til café, som mit første indlæg så fint hed, har uden tvivl været langt mere udfordrende end jeg havde drømt om. Jeg har virkelig lært meget det sidste halve år – både om mig selv og om en hel ny verden. En verden hvor det ikke altid betaler sig at tænke med hjertet – i bogstaveligste forstand. En verden hvor man er nød til at tro på sit eget projekt – og stå ved det man gør. Jeg har lært, at man ikke får opfyldt sin drøm ved kun at køre efter sit eget hoved. At det at række ud, bede om hjælp og være åben over for andres ideer, ikke betyder at man går på kompromis med sig selv – men at man tværtimod kommer i mål.

Rejsen er langt fra slut. The green Rose tebar udvikler sig hele tiden – og det gør jeg også. Heldigvis. Man kan ikke være god til alt – men jeg er heldigvis omgivet af mennesker, der er gode til alt det jeg ikke kan. Jeg har helt klart sværest ved det at skulle forhandle med leverandører. Men som en veninde, der selv har sin egen café, sagde når økonomien bliver presset, så skal du nok lære at være hård. For i sidste ende skulle jeg jo gerne komme til at leve af det her på et tidspunkt – og der hjælper mine blå øjne desværre ikke meget. 908A0293_preview

Det er lige så fedt som det er hårdt, at have sit eget sted. Min krop er stille og roligt ved at vende sig til de lange arbejdsdage – men min energi afhænger meget af dagens flow. Jeg elsker at være min egen herre i cafeén, men jeg skal samtidig vende mig til at alt afhænger af mig – og det har store konsekvenser hvis jeg har behov for at holde fri. Heldigvis har jeg fået en fantastisk mand, som kommer forbi hver dag når han selv har fri og hjælper med alt jeg har brug for – jeg har tænkt mange gange de sidste dage, hvordan single selvstændige overlever, uden muligheden for bare at komme hjem og falde om på sofaen, mens der er en anden der laver mad og vasker op.

908A0313_preview

Jeg elsker mit sted – det føles som den helt rigtige hylde jeg er landet på. Og så ser jeg meget mere til venner og bekendte, som er søde til at kigge forbi.

Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden vil bringe. Forhåbentlig en masse spændende mad og drikke baseret på te – kombineret med plus på kontoen:)

 

Den sidste uge

Om lidt går det løs. Altså for alvor – selvom de her dage nu også føles meget som alvor.  Mandag den 5. februar slår jeg officielt dørene op til The green Rose Tebar.

 

27394423_10155554162919620_1770308694_nDen sidste uge er der blevet malet og bygget bar – længe leve gode venner. Nu er der under en uge til det hele skal stå klar, og jeg forsøger ihærdigt at få styr på alle detaljer. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er hårdt! Forleden dag var jeg lige ved at græde, fordi jeg var så træt da jeg kom hjem. Kombinationen af at være på, fysisk, hele dagen, samtidig med at ens hjerne aldrig står stille, det er noget af en udfordring. Heldigvis har jeg en sød mand der minder mig om at slappe af en gang i mellem – og en omgangskreds der er behjælpelig med alt jeg har brug for. Men i sidste ende er det jo mig og mit projekt, og mit hoved der rummer det hele. Men som dagene skrider frem, og to-do listen og indkøbssedlen bliver mindre, så bliver hele projektet heldigvis også mere overskueligt.

Naboerne (pizzamanden og blomsterdamen) er sindsyg søde og hjælpsomme. Det gør også hele processen lidt sjovere. Og det er sjovt, det meste af tiden. Det er virkelig sjovt at have sit eget sted, som man kan indrette lige som man selv har lyst til og kun sælge de ting man godt kan lide og kan stå indenfor. Og Ryesgade på Østerbro er et perfekt sted. Det er et lille hyggeligt lokalsamfund, hvor beboerne jævnligt stikker hovedet ind og er spændte på The green Rose tebars åbning, og har gode input til hvad stedet skal rumme. Det er virkelig en gave, og gør udviklingen meget lettere, når stamkunderne fortæller hvad de vil have, inden stedet overhoved er åbnet.

26907766_1441012792691910_3123615901835363934_nI min inspirationssøgen på Pinterest faldt jeg over citatet What you imagine you create og det har virkelig sat sig fast i mit hoved. Jeg forestiller mig at The green Rose tebar bliver et lækkert, stilet, hyggeligt og populært sted – og det giver mig ro. Jeg er ret sikker på at mit sted bliver en succes, fordi jeg vil arbejde for at det bliver en succes og ikke give op før jeg er tilfreds. Jeg tror på at min lidt sære perfektionisme vil komme mig til gode og jeg er rimelig overbevist om at jeg kan gøre det godt, fordi jeg er mig og fordi det her er mit hjertebarn.

Og er der en ting jeg har lært i den lange process fra idé til virkelighed, så er det, at det vigtigste er at man selv tror på sin drøm!

Så nu går slutspurten ind – velvidende at der kun bliver endnu mere hårdt arbejde, når jeg først har åbnet. Der er stadig nogle ret essentielle ting der ikke er på plads, som fx at få min espressomaskine op at køre. Men det er vel lidt essensen af en slutspurt – at det hele først klapper i sidste sekund.

Jeg glæder mig helt vildt! Jeg kan mærke, at trods al nervøsiteten og usikkerheden, er det den helt rigtige beslutning at åbne mit eget sted. Det bliver det vildeste og det bedste!

 

Det er svært at sove med armene oppe over hovedet!

1.Juli 2017 spirede de første tanker om åbningen af The green Rose.
1. Februar2018 overtager jeg den sødeste lille kaffebar i Ryesgade, som skal forvandles til

The green Rose tebar 🙂

IMG_2514

Jeg har stadig svært ved at tro på det. I går, efter mit altafgørende bankmøde, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så er det godt jeg har en kæreste der tvang mig til at tage ud og fejre det – som det kan ses på billedet med et glas vin i hånden og et lidt nervøst smil – og en lyseblå skjorte (for at virke lidt business agtigt). Og netop på businessfronten har jeg lært virkelig meget den sidste måneds tid.

Da kaffebaren i Ryesgade kom op var jeg solgt. Og da det viste sigat de også var interesserede i at have mig gik det pludselig stærkt. Jeg fik kontaktet banken, lavet et etablerings- og driftsbudget, og en idé og konceptbeskrivelse – som jeg sendte afsted, med en besked alla “Hej, kan jeg låne penge til at åbne en økologisk tebar” :). Nej, var svaret. I et kort sekund så det hele sort ud. For hvad gør man så? Jo. Så alliere man sig med en der har lidt mere erfaring i businessverdenen, i mit tilfælde min onkel, og så prøver man igen. Det vil sige, lave en forretningsplan, som ikke bare er fine billeder og store tanker, men som også indeholder nogle tal. Og et driftsbudget, som dækker hele året, og ikke bare en enkelt måned. Det har været en lærerig process, hvor jeg blandt andet har lært hvad ord som omsætning, moms og likviditet betyder. Sikkert ord som er en del af første forelæsning på CBS, men på ingen måde på humaniora på KU.

Men heldigvis har jeg et godt bagland – og da jeg kontaktede banken anden gang med en gennemarbejdet forretningsplan og budget, kombineret med en lejlighed som er steget væsentligt i værdi siden jeg købte den i 2010 – og fællesøkonomi med ham den søde fyr der er flyttet ind i mellemtiden, så var tonen pludselig en anden. Og i går den 11.1, mødtes jeg så med banken, med min onkel ved min side, og fik lov til at låne penge til at realisere drømmen om The green Rose tebar.

Det er svært at sove, imens armene er på vej op over hovedet, skulle titlen måske hellere have været. Den sidste måned har tankerne kørt rundt og først i går, havde jeg ikke problemer med at falde i søvn. Og det håber jeg heller ikke jeg får fremover, med tanke på de arbejdstimer der ligger lige om hjørnet.

Lige nu føles det lidt som stilhed før stormen … Væggen i min stue er fyldt med lister, som jeg  gerne skulle kunne sække hak ved i løbet af de næste 14 dage.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne slå dørene op til The green Rose i starten af februar. Og til den tid er det forhåbentlig gået op for mig at drømmen er blevet til virkelig 🙂

Optimismens bølge

 

IMG_2317

Første november var optimismen høj – det var lige før jeg havde postet et billede af mit glade ansigt på Instagram med #thegreenrose og noget med #openingsoon. Men jeg nåede at stoppe mig selv inden og tænke – jeg poster ikke noget før jeg har skrevet under på en kontrakt (I mit utålmodige hoved kunne jeg snilt nå at åbne inden december, og give den gas i julen). Nu skriver vi 7. December – og udsigten til en lejekontrakt er ikke kommet nærmere.

Jeg troede at så længe udlejeren var med på min idé, så var den i hus – det var lige ind til jeg stiftede bekendtskab med bom. Lige som jeg red på optimismens bølge ramte jeg lige ind i den bureaukratiske mur aka Københavns kommunes byg- og miljøafdeling (forkortet bom, hvilket egentlige meget godt beskriver den følelse jeg umiddelbart fik). For et kort sekund gik mit hoved lidt i stå. Så tæt på og alligevel så langt fra.

img_2234.jpg

For når man finder et råt kontorlokale, som kunne være fedt at lave om til tebar, så skal det godkendes af bom – og det foregår ved et smukt sammensurium af blanketter, tegninger, fuldmagter og bilag, som de bestræber sig på at behandle indenfor 60 dage. Jeg kritisere på ingen måde københavns kommune – jeg er godt klar over at bureaukratiet er til for en grund. Min utålmodige hjerne forstår det bare ikke helt.

Der skulle gå lidt over en måned før mit hoved besluttede sig for at komme videre med processen. Jeg har ikke opgivet Ravnsborg tværgade og Københavns kommune. Men jeg er også begyndt at kigge på andre steder – hvor jeg ikke skal lave alt fra bunden, men istedet kan overtage noget der i forvejen er en café/kaffebar. For man skal gøre det man er god til – og i mit tilfælde er renovering og bureaukratiske formler ikke én af dem. Jeg vil bare gerne indrette og føre mit koncept ud i livet. Så nu har jeg fundet den sødeste lille kaffebar, i samme hyggelige kvarter, som jeg håber på kan blive min 🙂

Jeg er godt klar over at der er mange ting jeg skal lære i den her process. Jeg kæmper stadig med at holde fast i min egen idé og ikke blive for påvirket af hvad alle andre synes. Jeg tror på at jeg har fundet et godt koncept – men jeg har opdaget at vejen fra drøm til virkelighed er en smule længere end jeg havde troet. Og jeg vil helst gøre tingene på min måde, i mit eget tempo – og jeg tror på at det nok skal føre mig i mål. Dermed ikke sagt at jeg ikke er taknemmelig for den hjælp og vejledning jeg får – uden den havet vejen til målet helt sikkert været uoverskuelig.

IMG_2354Men når nu min hjerne ikke kunne overskue bureaukratiet, har jeg istedet brugt den sidste måned med at blive klogere på te. Jeg er begyndt at studere og smage på alverdens forskellig økologisk te, fra de leverandører der findes i Danmark. Det er en sjov verden at gå på opdagelse i, og det fedt at opleve hvordan man bliver modtaget, når man ringer og potientielt er en stor og god kunde.

Konklusionen for nu er, at optimismen stadig er høj ..

Glædelig jul 🙂

Its the little things

IMG_2010Red altid din seng om morgenen før du går, for hvis du så kommer hjem og det har været en lortedag, så har du i det mindste gjort en god ting. Okay, jeg tror den oprindelige ordlyd har været lidt lækre, og det er langt fra min opfindelse. Men der er noget om det. Det er de små ting der tæller, og en lille ting som at rede sengen, er en god start på dagen. For mig er det i hvert fald et udtryk for at jeg stadig har lidt overskud.

Og så er det de små ting der sætte skub i de store. Rom blev ikke bygget på en dag. Og det kan jeg nemt glemme. Når jeg får en idé skal det helst ske her og nu, og jeg skal helst være verdensmester før jeg overhoved er gået i gang. Selvom jeg godt ved det er urealistisk. Da jeg tog kørekort, kom jeg hjem efter min første køretime og tud brøllede fordi jeg ikke kunne finde koblingspunktet – og jeg husker min mor stå i køkkenet og nok have svære ved at holde latteren tilbage, end at trøste mig. For der findes ingen mennesker, der kan finde koblingspunktet første gang de sætter sig ind i en bil.

Det var et lille side spor. Hvor om alt er, så er jeg ikke kommet et skridt videre med projekt The green rose, siden sidste indlæg. Hvilket også er grunden til at jeg først skriver nu. En klog mand har engang sagt “life is made in the mistakes”, og så skulle man jo tænke at man blev klogere af dem. Det håber jeg også jeg gør en dag. Men lille nu er jeg ca. på samme stadie som da jeg skrev mit første indlæg på bloggen, hvor jeg havde arbejdet alt for meget – og mit overskud var nærmest ikke eksisterende. Jeg stoppede rigtig nok med at arbejde i Netto, da jeg fik job på kaffebaren. Men der er jo 24 timer på et døgn, og rent teoretisk kan man jo godt arbejde 14 timer (7 timer hvert sted), sove 8 timer, og så være en god kæreste, se sine venner og passe på sig selv de sidste 2. I praksis fungere det bare ikke helt. Så nu er jeg, næsten, tilbage hvor jeg startede. Så nu prøver vi lige igen. 1 job, 37 timer om ugen, og så bruge de resterende timer på The green rose, min kæreste, venner, familie og mig selv 🙂

Okay. Det er ikke helt sandt. Jeg havde dette lille break sidste weekend, hvor jeg spillede på en festival om givet af gode venner og bekendte. Folk jeg ikke har talt med længe, men som har fulgt interesseret med på min blog og endda en som var blevet inspireret til at følge sin egen drøm. Det er oplevelser som den her, der giver mig nyt overskud og gå på mod. At vide jeg har så stor opbakning, giver mig ny energi og tro på projektet. Og måske har det hele tiden været min skjulte agenda min bloggen – at når først ordet ude er der ingen vej tilbage …

 

 

En rose

En måned er gået siden jeg begyndte at arbejde på kaffebaren – og det er stadig godt. Miljøet er hyggeligt, og jeg har næsten set mere til mine venner det sidste stykke tid, fordi det er nærliggende lige at komme forbi til en kop kaffe. Men, et men skulle komme. For selv om arbejdet både giver mig lyst til at stå op om morgenen og fornyet energi når jeg cykler hjem, så er det ikke mit. Det er ikke mit sted. Jeg kan mærke at min entusiasme hurtigt daler. Jeg er træt af at arbejde for andre. Okay, det lød måske lidt snobbet. Men jeg vil hellere bruge min tid og energi på at arbejde for mine egne ideer. Og jeg bliver jo nød til at tro på at de er lidt bedre end alle andres, hvis jeg skal lykkedes. Desværre er der bare ikke nogen der betaler løn til at jeg sidder hjemme i stuen og brainstormer på livet løs – så for nu må arbejde for en anden og forhåbentlig inden alt for længe have økonomi til at starte mit eget. Men når det er sagt, så kunne jobbet ikke være mere relevant. Der er mange lighedspunkter til det jeg selv gerne vil lave – og så er det meget lettere at se indefra hvad der fungere og hvad der ikke gør.

FullSizeRender-3

Og lige nu er det mit job der tager meget af min tid og energi. Jeg går hurtigt i stå med projekt The green rose. Engagementet kommer i bølger. Det samme gør mit overskud. Lige pt har jeg for eksempel to telefonsvarebeskeder liggende fra mægleren angående det lokale jeg har været ude og se et par gange, men som jeg har besluttet ikke er det rette. Jeg har enormt svært ved at tage mig sammen til at ringe tilbage og sige tak, men nej tak. Projektet kører nogenlunde på samme måde som når jeg køber blomster. Jeg er enormt begejstret til at starte med, men så glemmer jeg og skifter vandet og til sidst smider jeg dem ud når de helt visne, og har stået en uge og vandet er mugnet, for så at købe nogle nye.

Okay, det var måske en lidt vild metafor på The green rose. Men meningen er der. Hver gang der sker noget nyt er jeg meget entusiatisk, men hvis jeg ikke holder projektet kørende, dør det hurtigt. Måske jeg skal til at skemalægge min tid noget mere, så jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned en time eller to om dagen og arbejde med The green rose. For det er nu det er alvor. Fra 1. september var jeg officielt et firma med cvr-nr. Allerede i går fik jeg første opkald fra Ekstra bladet erhverv, der gerne ville tale med chefen for The green rose. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, før jeg efterfølgende måtte prøve at forklare at stedet ikke rigtig eksistere endnu men at chefen er mig. Jeg skal nok øve mig i at lyde lidt mere professionel, når folk i fremtiden ringer og spørger efter chefen.

 

 

 

 

Ons step at the time ..

Er der noget jeg fået ud af 3 års studie, udover titlen som bachelor, så er det at alting er en process. En process hvor man hele tiden bliver klogere. Vigtigt er det at huske at en process ikke altid føles som en opadgående bevægelse i den rigtige retning. En gang imellem er det et skridt frem, og et lille skridt tilbage. Og det er ikke dårligt. For det er den form for process der gør at man har selv med hele tiden. At man med jævne mellemrum stopper op og mærker efter. 

De sidste 10 dage er der sket mange ting. Jeg har fået job på en kaffebar, jeg har kigget på en potientielt lokale og så er jeg begyndt at leve no waste (læs: prøver at leve no waste). 

  • Jobbet er virkelig fedt! Det har gjort mig endnu mere sikker på at det er det rigtige for mig. Det er sindsyg hyggeligt og jeg har stadig masser af overskud efter en lang arbejdsdag. 
  • Lokalet er perfekt, men til overtagelse hurtigst muligt – og det er jeg ikke klar til. Jeg vil helt vild gerne åbne min egen café, men ikke nu nu. Jeg vil åbne når jeg har erfaringen og økonomien til det. 
  • No waste projektet går godt, hvis jeg selv skal sige det. Det skrald jeg producere i løbet af en uge, kan være en i firkantet plastikslikæske, i ved dem der når man køber slik i store mængder. 

Målet lige nu er ikke at producere 0% skrald, men snare blive mere bevidst omkring hvormeget jeg smider ud. Man skal starte i de små. Jeg bruger stofnet når jeg handler. Jeg køber kun frugt og grønt i løsvægt hos grønhandlere. Og så tænker jeg over at købe ting på glas frem for plastik, så jeg kan genbruge det. Det har helt sikkert åbnet mine øjne for de udfordringer der er. Og den største udfordring er plastikemballage. Men det er sjovt at se hvor meget skrald man kan spare og så hjælper det jo også lidt på miljøsamvittigheden. 

FullSizeRender.jpg

De sidste 10 dage har også fået mig til at indse at jeg ikke har travlt med at åbne mit eget sted. Det bedste råd jeg fik da jeg besøgte Te & kaffi på Island, var “Dont do it bad”, med andre ord, lad vær med at åbne før du er 100% klar

. Jeg tror på at min café bliver en succes, men kun hvis jeg føler jeg har al den viden og erfaring der skal til. Jeg glæder mig til at se hvad de næste måneder vil bringe, og jeg fortsætter med at suge til mig af gode råd og ideer. 

The green rose åbner,
when the time is right ..