En rose

En måned er gået siden jeg begyndte at arbejde på kaffebaren – og det er stadig godt. Miljøet er hyggeligt, og jeg har næsten set mere til mine venner det sidste stykke tid, fordi det er nærliggende lige at komme forbi til en kop kaffe. Men, et men skulle komme. For selv om arbejdet både giver mig lyst til at stå op om morgenen og fornyet energi når jeg cykler hjem, så er det ikke mit. Det er ikke mit sted. Jeg kan mærke at min entusiasme hurtigt daler. Jeg er træt af at arbejde for andre. Okay, det lød måske lidt snobbet. Men jeg vil hellere bruge min tid og energi på at arbejde for mine egne ideer. Og jeg bliver jo nød til at tro på at de er lidt bedre end alle andres, hvis jeg skal lykkedes. Desværre er der bare ikke nogen der betaler løn til at jeg sidder hjemme i stuen og brainstormer på livet løs – så for nu må arbejde for en anden og forhåbentlig inden alt for længe have økonomi til at starte mit eget. Men når det er sagt, så kunne jobbet ikke være mere relevant. Der er mange lighedspunkter til det jeg selv gerne vil lave – og så er det meget lettere at se indefra hvad der fungere og hvad der ikke gør.

FullSizeRender-3

Og lige nu er det mit job der tager meget af min tid og energi. Jeg går hurtigt i stå med projekt The green rose. Engagementet kommer i bølger. Det samme gør mit overskud. Lige pt har jeg for eksempel to telefonsvarebeskeder liggende fra mægleren angående det lokale jeg har været ude og se et par gange, men som jeg har besluttet ikke er det rette. Jeg har enormt svært ved at tage mig sammen til at ringe tilbage og sige tak, men nej tak. Projektet kører nogenlunde på samme måde som når jeg køber blomster. Jeg er enormt begejstret til at starte med, men så glemmer jeg og skifter vandet og til sidst smider jeg dem ud når de helt visne, og har stået en uge og vandet er mugnet, for så at købe nogle nye.

Okay, det var måske en lidt vild metafor på The green rose. Men meningen er der. Hver gang der sker noget nyt er jeg meget entusiatisk, men hvis jeg ikke holder projektet kørende, dør det hurtigt. Måske jeg skal til at skemalægge min tid noget mere, så jeg tvinger mig selv til at sætte mig ned en time eller to om dagen og arbejde med The green rose. For det er nu det er alvor. Fra 1. september var jeg officielt et firma med cvr-nr. Allerede i går fik jeg første opkald fra Ekstra bladet erhverv, der gerne ville tale med chefen for The green rose. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, før jeg efterfølgende måtte prøve at forklare at stedet ikke rigtig eksistere endnu men at chefen er mig. Jeg skal nok øve mig i at lyde lidt mere professionel, når folk i fremtiden ringer og spørger efter chefen.

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s