Påskeåbenbaring

IMG_2939

Overskriften lyder måske lidt transcendent – men min åbenbaring er ikke religiøs. Den kunne faktisk ikke blive mere jordnær. De sidste par måneder er jeg blevet mødt af mange begejstrede mennesker, som alle har sagt noget i retningen af er det ikke fedt at have sin egen café, hvortil jeg hver gang har svaret noget i retningen af det er fedt, men hårdt. 

29665872_10155705521929620_829954953_n

Og inde i mit hoved nok tænkt at jeg synes det var hårdere, end det var fedt, at arbejde ca. 60 timer om ugen – og i små glimt tænkt om jeg bare skulle sælge cafeen igen og få et almindeligt fuldtidsjob. Men så gik det op for mig (med kyndig vejledningen fra ham den søde fyr jeg har mange lange snakke med på sofaen derhjemme), at ordet arbejde er det der skaber hele problematikken. For jeg har ikke et arbejde. Jeg har min egen café, som jeg bruger mange timer om ugen i. Og det er ikke det samme som at arbejde. Jeg udlever min drøm om at være selvstændig og have mit eget sted – og hvis jeg lykkedes med det, så vil den drøm med tiden betale min husleje og regninger derhjemme, og forhåbentlig også give plads til lidt sjov:) Og pludselig, som et lys fra himlen, som for tiden mest er grå, synes dagene i cafeen meget hyggeligere og overskuddet meget større.

29746199_10155705521664620_1563010360_n

Jeg har hele tiden haft i baghovedet at jeg skulle lære at slappe af i det jeg laver, men det er som om det først rigtig er lykkedes nu. Og det er jeg glad for. For er der én ting jeg har behov for, så er det at kunne slippe bekymringerne. I går ringede Politikens Ibyen sektion, som har haft en anmelder ude og besøge mig, og som gerne ville sende en fotograf forbi efter påske. Det er ret nervepirrende, men jeg har ingen indflydelse på udfaldet – så jeg må bare tro på mig selv og håbe at anmelderen synes at stedet og maden var lige så hyggeligt og lækkert som jeg selv, og mange af mine gæster synes.

Da jeg holdt åbningsreception fik jeg et lille skilt af min gode veninde, hvor der står create a life you love, og det er vel egentlig det jeg har gjort. Jeg har bare brug for at blive mindet om det engang imellem.

Så nu vil jeg gå på mini-påskeferie og måske få lidt inspiration i mine nye bøger til samlingen, om Matcha. Og lad det være dagens vise ord – at jo mindre ens job føles som et arbejde, jo sjovere bliver det at stå op til.

Glædelig påske 🙂

 

 

En gråvejrsdag

I dag er en grå regnfuld onsdag – og på alle måder en meget kontrastfyldt dag til i går.

29135071_10155687467414620_928664810_n

I samme takt som skyerne dækker den blå solskinshimmel, forsvinder både kunderne og det mentale overskud. Men så er der tid til fordybelse. Tid til at reflektere over den måned der er gået. Der er sket meget – men jeg synes jeg er landet på et godt sted

Jeg har ansat en som jeg måtte opsige igen, lavet om på indretningen tre gange, fået nye ting på menuen, ændret åbningstider, sat logo på vinduet, billeder på væggene og sikkert meget mere jeg allerede har glemt. Det er lige så fedt som det er hårdt at være selvstændig. Jeg elsker mig sted og den frihed det giver – selv at bestemme alt og have hjertet med i det hele. Men det er samtidig det der gør det hårdt. For alt bliver personligt. På de stille dage kæmper jeg stadig med troen på mig selv og mit projekt. Men det bliver bedre – og jeg føler efterhånden jeg er landet et sted der føles godt.

Og på dage som i dag minder jeg mig selv om de dage hvor solen skinner. For de dage er på alle måder bedre. Der er flere kunder, højere humør og mere overskud. Tænk at solen har så meget magt. Mon man kunne lave en kurve hvor mængden af D-vitamin og antallet af kunder fulgtes pænt ad?:) Jeg glæder mig i hvert fald til flere solrige dage. Men samtidig tror jeg at det positive ved at starte op i februar måned er, at jeg kun kan blive positivt overrasket over omsætningen fremadrettet.

29137977_10155687467349620_2146246611_n

I går begyndte jeg at cykle, istedet for at tage bus og bil. Mest for ikke at blive tyk af croissanter og hjemmebagteboller med smør – men også i håb om at den friske luft og motion vil give lidt mere energi. Jeg venter stadig spændt på at det sker.

Sidst men ikke mindst – månedens højdepunkt, som må være at jeg har været i avisen. Jeg var egentlig ikke særlig begejstret for artiklen, synes det var meget lokalbladsagtig – men hvor om alt er, så har det givet kunder.

Tålmodighed er en dyd – og hverken Rom eller en succesfuld café blev bygget på en dag. Så jeg væbner mig med gå-på mod og tålmodighed, og ser lyst på fremtiden 🙂

 

 

Fra idé til café part 2

For syv måneder siden, skrev jeg i mit første blogindlæg:

Jeg er æstetiker og ordensmenneske i min helt egen forstand. Tingene skal helst kører på min måde. Og da jeg en dag sad på café med min far slog det mig “Jeg kan åbne min egen cafe”. Hvor jeg bestemmer at kopperne skal stå farvesorteret. Hvor konceptet kan være efter mit hjerte og stedet kan emme af mig.

908A0275_preview

Nu sidder jeg her så. 7 måneder senere – i min egen café. Jeg tror ikke at den Maria der sad på Island med drink i hånden og legede blogger, havde nogen i idé om den rejse der ventede forude. Vejen fra idé til café, som mit første indlæg så fint hed, har uden tvivl været langt mere udfordrende end jeg havde drømt om. Jeg har virkelig lært meget det sidste halve år – både om mig selv og om en hel ny verden. En verden hvor det ikke altid betaler sig at tænke med hjertet – i bogstaveligste forstand. En verden hvor man er nød til at tro på sit eget projekt – og stå ved det man gør. Jeg har lært, at man ikke får opfyldt sin drøm ved kun at køre efter sit eget hoved. At det at række ud, bede om hjælp og være åben over for andres ideer, ikke betyder at man går på kompromis med sig selv – men at man tværtimod kommer i mål.

Rejsen er langt fra slut. The green Rose tebar udvikler sig hele tiden – og det gør jeg også. Heldigvis. Man kan ikke være god til alt – men jeg er heldigvis omgivet af mennesker, der er gode til alt det jeg ikke kan. Jeg har helt klart sværest ved det at skulle forhandle med leverandører. Men som en veninde, der selv har sin egen café, sagde når økonomien bliver presset, så skal du nok lære at være hård. For i sidste ende skulle jeg jo gerne komme til at leve af det her på et tidspunkt – og der hjælper mine blå øjne desværre ikke meget. 908A0293_preview

Det er lige så fedt som det er hårdt, at have sit eget sted. Min krop er stille og roligt ved at vende sig til de lange arbejdsdage – men min energi afhænger meget af dagens flow. Jeg elsker at være min egen herre i cafeén, men jeg skal samtidig vende mig til at alt afhænger af mig – og det har store konsekvenser hvis jeg har behov for at holde fri. Heldigvis har jeg fået en fantastisk mand, som kommer forbi hver dag når han selv har fri og hjælper med alt jeg har brug for – jeg har tænkt mange gange de sidste dage, hvordan single selvstændige overlever, uden muligheden for bare at komme hjem og falde om på sofaen, mens der er en anden der laver mad og vasker op.

908A0313_preview

Jeg elsker mit sted – det føles som den helt rigtige hylde jeg er landet på. Og så ser jeg meget mere til venner og bekendte, som er søde til at kigge forbi.

Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden vil bringe. Forhåbentlig en masse spændende mad og drikke baseret på te – kombineret med plus på kontoen:)

 

Den sidste uge

Om lidt går det løs. Altså for alvor – selvom de her dage nu også føles meget som alvor.  Mandag den 5. februar slår jeg officielt dørene op til The green Rose Tebar.

 

27394423_10155554162919620_1770308694_nDen sidste uge er der blevet malet og bygget bar – længe leve gode venner. Nu er der under en uge til det hele skal stå klar, og jeg forsøger ihærdigt at få styr på alle detaljer. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er hårdt! Forleden dag var jeg lige ved at græde, fordi jeg var så træt da jeg kom hjem. Kombinationen af at være på, fysisk, hele dagen, samtidig med at ens hjerne aldrig står stille, det er noget af en udfordring. Heldigvis har jeg en sød mand der minder mig om at slappe af en gang i mellem – og en omgangskreds der er behjælpelig med alt jeg har brug for. Men i sidste ende er det jo mig og mit projekt, og mit hoved der rummer det hele. Men som dagene skrider frem, og to-do listen og indkøbssedlen bliver mindre, så bliver hele projektet heldigvis også mere overskueligt.

Naboerne (pizzamanden og blomsterdamen) er sindsyg søde og hjælpsomme. Det gør også hele processen lidt sjovere. Og det er sjovt, det meste af tiden. Det er virkelig sjovt at have sit eget sted, som man kan indrette lige som man selv har lyst til og kun sælge de ting man godt kan lide og kan stå indenfor. Og Ryesgade på Østerbro er et perfekt sted. Det er et lille hyggeligt lokalsamfund, hvor beboerne jævnligt stikker hovedet ind og er spændte på The green Rose tebars åbning, og har gode input til hvad stedet skal rumme. Det er virkelig en gave, og gør udviklingen meget lettere, når stamkunderne fortæller hvad de vil have, inden stedet overhoved er åbnet.

26907766_1441012792691910_3123615901835363934_nI min inspirationssøgen på Pinterest faldt jeg over citatet What you imagine you create og det har virkelig sat sig fast i mit hoved. Jeg forestiller mig at The green Rose tebar bliver et lækkert, stilet, hyggeligt og populært sted – og det giver mig ro. Jeg er ret sikker på at mit sted bliver en succes, fordi jeg vil arbejde for at det bliver en succes og ikke give op før jeg er tilfreds. Jeg tror på at min lidt sære perfektionisme vil komme mig til gode og jeg er rimelig overbevist om at jeg kan gøre det godt, fordi jeg er mig og fordi det her er mit hjertebarn.

Og er der en ting jeg har lært i den lange process fra idé til virkelighed, så er det, at det vigtigste er at man selv tror på sin drøm!

Så nu går slutspurten ind – velvidende at der kun bliver endnu mere hårdt arbejde, når jeg først har åbnet. Der er stadig nogle ret essentielle ting der ikke er på plads, som fx at få min espressomaskine op at køre. Men det er vel lidt essensen af en slutspurt – at det hele først klapper i sidste sekund.

Jeg glæder mig helt vildt! Jeg kan mærke, at trods al nervøsiteten og usikkerheden, er det den helt rigtige beslutning at åbne mit eget sted. Det bliver det vildeste og det bedste!

 

Det er svært at sove med armene oppe over hovedet!

1.Juli 2017 spirede de første tanker om åbningen af The green Rose.
1. Februar2018 overtager jeg den sødeste lille kaffebar i Ryesgade, som skal forvandles til

The green Rose tebar 🙂

IMG_2514

Jeg har stadig svært ved at tro på det. I går, efter mit altafgørende bankmøde, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så er det godt jeg har en kæreste der tvang mig til at tage ud og fejre det – som det kan ses på billedet med et glas vin i hånden og et lidt nervøst smil – og en lyseblå skjorte (for at virke lidt business agtigt). Og netop på businessfronten har jeg lært virkelig meget den sidste måneds tid.

Da kaffebaren i Ryesgade kom op var jeg solgt. Og da det viste sigat de også var interesserede i at have mig gik det pludselig stærkt. Jeg fik kontaktet banken, lavet et etablerings- og driftsbudget, og en idé og konceptbeskrivelse – som jeg sendte afsted, med en besked alla “Hej, kan jeg låne penge til at åbne en økologisk tebar” :). Nej, var svaret. I et kort sekund så det hele sort ud. For hvad gør man så? Jo. Så alliere man sig med en der har lidt mere erfaring i businessverdenen, i mit tilfælde min onkel, og så prøver man igen. Det vil sige, lave en forretningsplan, som ikke bare er fine billeder og store tanker, men som også indeholder nogle tal. Og et driftsbudget, som dækker hele året, og ikke bare en enkelt måned. Det har været en lærerig process, hvor jeg blandt andet har lært hvad ord som omsætning, moms og likviditet betyder. Sikkert ord som er en del af første forelæsning på CBS, men på ingen måde på humaniora på KU.

Men heldigvis har jeg et godt bagland – og da jeg kontaktede banken anden gang med en gennemarbejdet forretningsplan og budget, kombineret med en lejlighed som er steget væsentligt i værdi siden jeg købte den i 2010 – og fællesøkonomi med ham den søde fyr der er flyttet ind i mellemtiden, så var tonen pludselig en anden. Og i går den 11.1, mødtes jeg så med banken, med min onkel ved min side, og fik lov til at låne penge til at realisere drømmen om The green Rose tebar.

Det er svært at sove, imens armene er på vej op over hovedet, skulle titlen måske hellere have været. Den sidste måned har tankerne kørt rundt og først i går, havde jeg ikke problemer med at falde i søvn. Og det håber jeg heller ikke jeg får fremover, med tanke på de arbejdstimer der ligger lige om hjørnet.

Lige nu føles det lidt som stilhed før stormen … Væggen i min stue er fyldt med lister, som jeg  gerne skulle kunne sække hak ved i løbet af de næste 14 dage.

Jeg glæder mig helt vildt til at kunne slå dørene op til The green Rose i starten af februar. Og til den tid er det forhåbentlig gået op for mig at drømmen er blevet til virkelig 🙂

Optimismens bølge

 

IMG_2317

Første november var optimismen høj – det var lige før jeg havde postet et billede af mit glade ansigt på Instagram med #thegreenrose og noget med #openingsoon. Men jeg nåede at stoppe mig selv inden og tænke – jeg poster ikke noget før jeg har skrevet under på en kontrakt (I mit utålmodige hoved kunne jeg snilt nå at åbne inden december, og give den gas i julen). Nu skriver vi 7. December – og udsigten til en lejekontrakt er ikke kommet nærmere.

Jeg troede at så længe udlejeren var med på min idé, så var den i hus – det var lige ind til jeg stiftede bekendtskab med bom. Lige som jeg red på optimismens bølge ramte jeg lige ind i den bureaukratiske mur aka Københavns kommunes byg- og miljøafdeling (forkortet bom, hvilket egentlige meget godt beskriver den følelse jeg umiddelbart fik). For et kort sekund gik mit hoved lidt i stå. Så tæt på og alligevel så langt fra.

img_2234.jpg

For når man finder et råt kontorlokale, som kunne være fedt at lave om til tebar, så skal det godkendes af bom – og det foregår ved et smukt sammensurium af blanketter, tegninger, fuldmagter og bilag, som de bestræber sig på at behandle indenfor 60 dage. Jeg kritisere på ingen måde københavns kommune – jeg er godt klar over at bureaukratiet er til for en grund. Min utålmodige hjerne forstår det bare ikke helt.

Der skulle gå lidt over en måned før mit hoved besluttede sig for at komme videre med processen. Jeg har ikke opgivet Ravnsborg tværgade og Københavns kommune. Men jeg er også begyndt at kigge på andre steder – hvor jeg ikke skal lave alt fra bunden, men istedet kan overtage noget der i forvejen er en café/kaffebar. For man skal gøre det man er god til – og i mit tilfælde er renovering og bureaukratiske formler ikke én af dem. Jeg vil bare gerne indrette og føre mit koncept ud i livet. Så nu har jeg fundet den sødeste lille kaffebar, i samme hyggelige kvarter, som jeg håber på kan blive min 🙂

Jeg er godt klar over at der er mange ting jeg skal lære i den her process. Jeg kæmper stadig med at holde fast i min egen idé og ikke blive for påvirket af hvad alle andre synes. Jeg tror på at jeg har fundet et godt koncept – men jeg har opdaget at vejen fra drøm til virkelighed er en smule længere end jeg havde troet. Og jeg vil helst gøre tingene på min måde, i mit eget tempo – og jeg tror på at det nok skal føre mig i mål. Dermed ikke sagt at jeg ikke er taknemmelig for den hjælp og vejledning jeg får – uden den havet vejen til målet helt sikkert været uoverskuelig.

IMG_2354Men når nu min hjerne ikke kunne overskue bureaukratiet, har jeg istedet brugt den sidste måned med at blive klogere på te. Jeg er begyndt at studere og smage på alverdens forskellig økologisk te, fra de leverandører der findes i Danmark. Det er en sjov verden at gå på opdagelse i, og det fedt at opleve hvordan man bliver modtaget, når man ringer og potientielt er en stor og god kunde.

Konklusionen for nu er, at optimismen stadig er høj ..

Glædelig jul 🙂

One step closer ..

Jeg har netop færdiggjort min forretningsplan, eller en idé- og konceptbeskrivelse, som er sendt afsted til to udlejere i Ravnsborg tværgade – lige mellem Ravnsborggade og Sortedamsdosseringen. Virkelig attraktivt område. Men attraktivt er også lig med stor konkurrence. Så nu er jeg blevet tvunget til at færdigtænke og konkretisere mit koncept. Og udfaldet er blevet The green Rose tebar. Jeg er selv ret vild med det. Jeg har længe haft tanken om at have mere fokus på te end på kaffe, da alle laver kaffe – og det felt efterhånden er blevet nørdet godt og grundigt af mange. Men te derimod, er der ikke mange der ved noget om. Og man bliver jo nød til at skille sig ud. Så her den The green Rose tebar, en 100% økologisk tebar, med lækre boller og kager – og selvfølgelig også muligheden for at få en god øko latte 🙂

img_2121.jpg

Genbrugskonceptet er stadig gennemgående.
Her ses min nyeste storskraldsfund – to sofaer og et bord, som pt. pryder min stue.
Jeg synes de er fine – men jeg tror min bedre halvdel er glad for at det ikke bliver fast inventar i lejligheden 🙂

Så nu venter jeg blot i spænding og krydser fingre for at udlejerne i Ravnsborg tværgade synes at The green Rose tebar er en lige så god idé som jeg selv synes.

Jeg glæder mig til at komme i gang – men jeg synes også det er lidt nervepirrende jo tættere det kommer på. Jeg synes det er lettere at tro på mit koncept, end på mig selv. Men jeg har fortsat en følelse af at det bliver godt. Jeg kan se tebaren for mig – og jo mere jeg tænker på konceptet, jo federe synes jeg det er. Og så bliver jeg stadig konstant bekræftet hvor stor opbakning og hjælp jeg har i mit netværk – det er fantastisk 🙂
Det hjælper at vide, at når jeg selv tvivler, så er der en masse andre der tror på mig.

Kys og kram herfra på en glædelig gråvejrsonsdag